Den autoritære mexicanske neo-præsidentialisme

Den mexicanske præsident, Enrique Peña Nieto, har abdiceret fra sit ansvar om at sikre, at landets love er i overenstemmelse med forfatningen og sendte dem videre til højesteret, vel vidende, at det ikke vil kunne samle de otte nødvendige stemmer, for at erklære en lov eller dekret forfatningsstridig.

Indførelsen af lovgivning – klart i strid med forfatningen og flere internationale traktater underskrevet af Mexico, som var mere end manifesteret og anskueliggjort i de enslydende spørgsmål fra de nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer og fra FN’s og OAS’s organer – viser klart indførelsen af den mexicanske neo-præsidentialisme.

Den autoritære mexicanske præsidentialisme er tilbage, i en anden form end fra den, der var gældende før årsskiftet 2000, men med samme magtkoncentration hos præsidenten og med samme mulighed for magtfordrejning.

I den første halvdel af sin seksårige periode fik præsidenten og hans repræsentanter kontrol over den lovgivende magt gennem den såkaldte pagt for Mexico (Pacto de Mexico), som i det mindste krævede forhandlinger med PAN eller PRD – og med begge – om de forfatningsmæssige og retslige reformer; men i december 2015 med skabelsen af deputeretkammeret, der dukkede op fra det mellemliggende valg, og da de vigtigste reformer til forfatningen var blevet færdiggjort, behøvede han dem ikke længere, idet stemmerne fra hans støttepartier var nok (PVEM og Nueva Alianza) til at opnå flertallet i dette kammer; og med senatorernes støtte vandt han støtte fra PAN-dissidenterne (bedre identificeret ved deres nærhed til Felipe Calderón, præsident fra 2006-2012), som fik lov til at udpege en fra PAN, til præsident for senatet (i det mindste formelt) uden støtte fra partiledelse.

Disse to flertal har gjort det muligt for Peña Nieto, at fremsætte sine initiativer, uden at skulle forhandle dem med oppositionen, og det gælder ikke blot lovgivningsforslagene, men også udnævnelsen af medlemmerne til de autonome organismer (det national valginstitut (INE), Nationale Institut for Adgang til Information og Beskyttelse af Personlige Data, blandt andet) og selvfølgelig til de forskellige retsinstanser (højesteretsdommere, dommere i forbundsdomstolens kamre og endog de enkelte staters valgdomstole).

Autonomi for højesteret er afgørende for at stoppe misbrug, især fra den udøvende magt, og netop derfor forpligtede Peña Nieto sig til at underminere den, selv før han indtrådte i embedet. Det var autonomien, som fra september 1997 til marts 2015, der tvang præsidenten til at udlevere information om Fobaproa til de deputerede; den, der tilbagekaldte de mest kontroversielle punkter i den såkaldte Ley Televisa; den, der godkendte loven om abort i Mexico City og den, der forhindrede flere af republikkens enheder i at indføje flere begrænsninger end dem, der er fastlagt i forbundsforfatningen, blandt de mest betydningsfulde i deres forfatninger.

Præsidenten ved i dag, at det er praktisk taget umuligt at dekretere en lov for forfatningsstridig, hvis han ikke er enig, fordi han har mulighed for at påvirke afstemningen af mindst fire dommere, der tidligere var ansat i den udøvende magt (ligesom det skete før september 1997), og hvis en svigter ham, ved han, at der er tre, der kommer fra samme institution, der vil være enige med hans retrograde læsning af forfatningen og internationale traktater.

Selv om konstruktionen af et flertal af dommere, med en mere bogstavelig og konservativ læsning af forfatningen og de internationale traktater, begyndte i 2011, stadig i Felipe Calderón’s regering, er det med udnævnelsen af afløseren for den afdøde José de Jesús Gudiño, det accelererer i denne seks-årige regeringsperiode. I øjeblikket er der allerede fire dommere foreslået af den nuværende præsident, selv om der formelt kun har været tre, da den første stadig var foreslået af Calderón, da han allerede var valgt som formand i november 2012.

Af de fire ministre, der foreslås af Peña Nieto, kommer tre fra den udøvende magt: Alfredo Gutiérrez Ortiz Mena, november 2012; Eduardo Medina Mora, marts 2015; og Javier Laynez Potisek. Den fjerde, der ligeledes kommer fra den udøvende magt, er José Fernando Franco, som kom i december 2006. Af disse havde to vigtige stillinger i ledelsen af Peña Nieto’s administration (Medina Mora og Laynez); Franco var departementschef i indenrigs- og arbejdsministeriet under PRI-regeringer og som dommer i valgdomstolen, inden han blev en del af retsvæsenet; og Gutiérrez Ortiz Mena, selvom han sluttede sig til finansministeriet i PAN-regeringerne, er han barnebarn til den fremtrædende PRI-medlem Antonio Ortiz Mena.

Men hvis en af disse stemmer var tilhænger af de forfatningsstridige elementer i de førnævnte love, ved Peña Nieto, at der er tre andre dommere fra den udøvende magt, som normalt vælger mere konservative fortolkninger, som illustrerer den forfatningsmæssige sikkerhed og konventionaliteten af “arraigo domiciliario”, en form for preventiv husarrest i op til firs dage, for alle alvorlige forbrydelser, der blev fastsat i artikel 133a i forbundskodeksen i april 2015: Jorge Mario Pardo, Alberto Pérez Dayán og Margarita Luna Ramos.

Det er nok for Peña og hans repræsentanter at opnå fire af disse syv stemmer for at den interne sikkerhedslov kan træde i kraft på sine betingelser. Men i betragtning af rettens sammensætning i dag, er det meget sandsynligt, at der er flertal for, som det også skete med husarrest, selv med kvalificeret flertal, for i dag er Juan Silva Meza og Olga Sánchez Cordero der ikke længere , som ved denne lejlighed stemte imod.

Genindførelsen af en autoritær præsidentisme i Mexico er fuldbyrdet: den har allerede kontrol over to dele af magtens tredeling og valgorganerne. Det er det, borgerne er nødt til at tilbagevise den 1. juli med deres stemmer, hvis de ikke ønsker, at det demokratiske vindue lukkes igen efter mindre end to årtier med håb om, at en demokratisk regeringsform endelig kan skabes i Mexico.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.