Bliver en progressiv reformist præsident i Mexico?

Har Donald Trump og Vladimir Putin rottet sig sammen for at støtte fremkomsten af en “populistisk diktator” ved det kommende mexicanske valg?

Er den nuværende ledende kandidat til præsidentembedet, Andrés Manuel López Obrador, det mexicanske modstykke til Venezuelas Hugo Chávez eller Nicolás Maduro?

En række artikler og udtalelser, der er offentliggjort af the Council on Foreign Relations, The Washington Post, The New York Times, Politico, The Atlantic, og The Economist, blandt andre har for nylig presset på for disse ideer i den almindelige internationale offentlighed og har skabt en overraskende konsensus i Washington, både hos Clinton-tilhængeren, Larry Summers, og embedsmænd i Trump administrationen.

Det første og måske vigtigste er at forstå, at López Obrador ikke er “anti-amerikansk” på nogen måde. Sidste år, straks efter Trump’s indsættelse, indledte den mexicanske leder en tur til mere end et dusin byer i USA, herunder Los Angeles, San Francisco, Chicago, New York og Washington, og DC, for at udtrykke sin solidaritet med den mexicanske diaspora.

López Obrador’s taler og skrifter fra denne periode afspejler hans yderste respekt og beundring for USA og dets folk, samt en interesse for  at etablere et positivt og konstruktivt forhold til Washington. “Vi opfordrer til et harmonisk forhold mellem vores to lande baseret på samarbejde for udvikling. Når vi arbejder sammen, vinder alle. Men i konfrontationen vil både USA og Mexico tabe, “skrev han i The Washington Post.

Med hensyn til Trump i særdeleshed søger López Obrador at hindre konfrontation og foretrækker en kamp på “ideer” og “principper” baseret på “kærlighed”:

Vi må modvirke Trump’s strategi med en forpligtelse til grundlæggende principper: ikke at reagere med råb og fornærmelser på deres provokationer, men med intelligens, visdom og værdighed, med ikke-vold. Dette er en kamp, vi skal gennemføre på ideernes terræn. Det er en kamp mod dem, der opmuntrer egoisme og til forsvar for de glemte, så vi sammen kan standse væksten af vrede mod dem, der er fra en anden klasse, nationalitet eller religion. Til hadets tale skal vi reagere med det åndelige princip om kærlighed til andre. (Los Angeles, CA, February 12, 2017)

López Obrador sluttede denne tale i Los Angeles med en invitation til ikke at følge Hugo Chavez’s eksemplet, men en stor amerikansk præsident, Franklin D. Roosevelt, han henviste til ham, som “en kæmpe” for hans faste engagement i forsvaret af de “fire friheder“: til ytringsfrihed, til tilbedelse, fra nød og fra frygt.

López Obrador en ideologisk maverick (ligner Brasiliens Luiz Inácio Lula da Silva i denne henseende), der har opbygget en bred regnbuekoalition, der inkluderer en vigtig rolle for den private sektor og civilsamfundet. Hans vigtigste base for politisk støtte ligger blandt urbane, uddannede, middelklassevælgere. López Obrador afviser udtrykkeligt sammenligninger med Chávez og definerer progressivisme som “at være ærlig og at have et godt hjerte.” Hans platform er fuld af udviklingsprojekter, stipendier og antikorruptions initiativer, ikke ekspropriationer eller nationaliseringer. Han går ind for at genforhandle NAFTA, men ikke ophæve det, og han har lovet at respektere Centralbankens uafhængighed og lovede ikke at opkræve skatter. I et nylig interview med Bloomberg nægtede han åbenlyst at foretage “autoritære skridt” på det økonomiske område og udtalte, at “ankeret for tillid skal være retsstatsprincippet.”

Som borgmester i Mexico City, mellem 2000 og 2005, fokuserede López Obrador på infrastruktur og uddannelse. Han arbejdede sammen med Mexico’s rigeste forretningsmand, Carlos Slim, for at renovere byens smukke historiske centrum, bygget motorveje og skabte et nyt offentligt universitet. López Obrador scorede også point for at reducere korruptionen betydeligt og skabe en særlig pensionskasse for ældre. Selvom han kun vandt med 38 procent ved afstemningen i 2000, forlod han embedet i 2005 for sit første forsøg på at blive præsident, med en opbakning blandt indbyggerne i Mexico City på 84 procent.

López Obrador’s enorme popularitet stammer derfor ikke fra en radikal “populistisk” konfrontation med kapitalismen eller USA, men fra hans stædige insisteren på at gennemføre grundlæggende velfærdsstatspolitikker og at rydde op. Selv om dette kan lyde overordentlig “moderat” for nogle, vil implementeringen af sådanne foranstaltninger faktisk medføre en større politisk omvæltning i et land som Mexico, der er så alvorligt hærget af neo-liberal politik og konstante korruptionskandaler.

Set i historisk sammenhæng, kommer López Obrador’s mådehold ikke som en overraskelse. Selv på højden af den klassiske “populisme” og statsinterventionisme i Latinamerika i midten af det 20. århundrede forvandlede Mexico sig ikke til et demagogernes paradis. I modsætning til Juan Domingo Perón i Argentina og Getúlio Vargas i Brasilien, med deres autoritære og personlige stil, var Mexicos store sociale reformator, Lázaro Cárdenas, en meget pragmatisk og jordnær præsident, der arbejdede indenfor de offentlige institutioner, tolererede politisk opposition, og forlod magten stille efter hans seks årige embedsperiode.

Men hvad med Rusland? Er det ikke Putin, der planlægger at udnytte López Obrador til at udbrede “kaos i forholdet mellem USA og Mexico” og mere generelt “skade USA og svække den vestlige verdensorden“?

Dette er ren fantasi. Der er absolut ingen tegn på, at russerne planlægger at manipulere de mexicanske sociale netværk eller føre cyberkrig. Selv Mexico’s udenrigsminister, Luis Videgaray, en af López Obrador’s skarpeste politiske modstandere, har offentligt nægtet denne mulighed i et interview med RT. Mexico’s valgmyndigheder har også udelukket enhver mulig russisk indblanding i valget.

Faktisk er de eneste formodede “beviser”, der er blevet fremlagt for at understøtte spekulationer om russisk indblanding, det faktum, at en venstreorienteret, amerikansk født juraprofessor, John Ackerman (Denne henvisning er dog et interview fra TelesurTV), ved det national universitet, UNAM, har en ugentlig to-minutters online videokommentar på RT’s spansksprogede nyhedskanal. I denne taler han om de vigtigste aktuelle politiske spørgsmål og understreger behovet for at konsolidere demokratiet og stoppe korruption i Mexico.

Den udbredte censur, vold mod journalister, udspionering på aktivister og regeringens kontrol over medierne har skubbet mange mexicanske dissidentjournalister og intellektuelle mod internationale medier, som CNN, BBC, Deutsche Welle, France 24, Al Jazeera, Telesur og RT, for at få mulighed for at komme ud af deres budskab. Uden sådanne muligheder ville ytringsfriheden være meget mere begrænset for analytikere, hvis synspunkter ikke er i overenstemmelse med den siddende regerings.

Selv under den kolde krig, faldt Mexico aldrig generelt for den hysteriske “Red Scare”, som gjorde så meget skade på kritisk tænkning. Der er ingen mexicansk ækvivalent til Joseph McCarthy. I løbet af det 20. århundrede formåede Mexico kløgtigt både at placere sig inden for det kapitalistiske “Vest” og opretholde et positivt og konstruktivt forhold til Rusland og Cuba, ved ikke at intervenere i hinandens interne politiske anliggender. Denne situation fortsætter med at holde i dag.

Denne diplomatiske neutralitet, der er baseret på den legendariske Estrada-doktrin, giver Mexico mulighed for at spille en vigtig rolle i Latinamerika. Eksempelvis var Mexicos deltagelse afgørende for de fredsskabende indsatser i Mellemamerika i 1980’erne, især i El Salvador.

Mexico’s åbenhed over for multipolær geopolitik har også skabt en bredere politisk kultur af tolerance og mangfoldighed i det mexicanske folk. For eksempel mener de fleste mexicanere, at det er absurd at kategorisere RT som en “foreign agent of influence”, som høgene i Trump administrationen og the Atlantic Council har gjort. Tværtimod ser mexicanerne RT som en velkommen tilføjelse til mangfoldigheden i ​​medielandskabet. Den rolle, som internationale medier spiller, er særlig vigtig i Mexico, da landets lokale mediemarked er et af ​​de mest koncentrerede i verden, hvor kun to nationale tv-stationer dominerer omkring 90 procent af TV-udbudet, og kun en håndfuld familier kontrollerer hovedparten af radiofrekvenserne.

Det er derfor, at de paranoide beskyldninger om formodet “russisk intervention” i det mexicanske valg er blevet modtaget med humor og vantro syd for Rio Grande. López Obrador selv offentliggjorde for nylig en video på sociale medier, hvor han grinende ser ud over Atlanterhavet i forventning om ankomsten af ​​en russisk ubåd lastet med guld til sin valgkampagne. Videoen har siden fået næsten 3 millioner visninger.

Det kommende mexicanske præsidentvalg, der finder sted den 1. juli, er af historisk betydning. Ikke alene er det muligt at vinde præsidentembedet, da den siddende præsident Enrique Peña Nieto i følge lov kun kan sidde i embedet i seks år, men hele det føderale senat og deputeretkammeret, ni guvernører, herunder borgmesteren i Mexico City og hundredvis af statslige og kommunale sæder er på valg. I alt vil 3.416 offentlige hverv være på valg. Aldrig før i moderne mexicansk historie har så mange valg været holdt på samme dag.

López Obrador og hans nye parti, MORENA, der blev grundlagt i 2014, vil højest sandsynligt vinde i hele landet uden besvær. Opinionsmålinger viser, at han har en 20 procents føring over begge sine nærmeste rivaler, Ricardo Anaya fra de højreorienterede kristne demokrater i det nationale aktionsparti (PAN) og José Antonio Meade fra det regerende institutionelle revolutionære parti (PRI) .

MORENA’s utrolige succes skyldes ikke kun López Obradors karisma og popularitet. Peña Nietos forkludrede lederskab har også ydet et stort bidrag. Konstante korruptionskandaler har bragt tilliden til regeringen til et historisk lavt niveau. Tiltagende vold og straffrihed har revet den sociale sammenhængskraft op og bibragt en hidtil uset frygt i befolkningen (statistikken for 2017 viser at, der var næsten 30.000 mord, det højeste i nyere historie). Udbredt censur, vold mod journalister kombineret med regeringens spionage og undertrykkelse har bragt kritiske stemmer til tavshed og sat civilsamfundet ud på et sidespor. Den 21. december sidste år underskrev Peña Nieto en ny lov om intern sikkerhed, som giver ham mulighed for uafhængigt at bruge militæret til retshåndhævelse og potentielt til politisk kontrol.

Trump’s løfte om at bygge en mur ved grænsen, hans angreb på indvandrere og hans trusler om at afslutte NAFTA har også pustet til utilfredsheden syd for Rio Grande. I løbet af de seneste måneder er mexicanernes holdning til USA blevet meget negative, og den mexicanske peso er i frit fald. Hvis NAFTA endelig blev ophævet, kunne den allerede svage mexicanske økonomi gå i panik, det vil uundgåeligt øge fornemmelsen af, at det er tid til politiske forandringer.

I denne sammenhæng er det vigtigste problem ikke, om López Obrador kan vinde i juli, men at den regerende koalition kan forsøge at bruge sine store offentlige og private ressourcer kombineret med sin kontrol over valgovervågningsorganerne og dens alliance med Trump-administrationen (note, for eksempel den nylige anmodning fra Peña Nieto-administrationen om at købe snesevis af missiler og torpedoer fra Washington) til at rekvirere en valgsvindel i stil med det nylige valg i Honduras.

Faktisk har en af de vigtigste internationale rådgivere til Juan Orlando Hernández’s genvalg i Honduras, den venezuelanske J.J. Rendón, har for nylig meddelt sin ankomst til Mexico. Rendón er berygtet som en latinamerikansk ækvivalent til Steve Bannon, en person uden skrupler, der er villig til at hjælpe sine kunder med at vinde valg på ethvert nødvendigt grundlag. For eksempel hævdede han, under det foregående mexicanske præsidentvalg i 2012, at have ansat en colombiansk hacker til at manipulere de sociale netværk og infiltrere Peña Nieto’s rivalers computersystemer. Cambridge Analytica, firmaet tæt forbundet med Bannon selv – han var bestyrelsesmedlem indtil sommeren 2016 – der manipulerede sociale netværk, er allerede i Mexico og arbejder med kandidater tæt på Peña Nieto-administrationen.

Generelt er åbenlys valgsvindel kommet tilbage til Mexico. Håbet om et demokratisk skifte, som fulgte med Vicente Fox sejr i 2000, er nu ved at dø ud. I 2012 kom PRI tilbage til magten med Peña Nieto, og det har alle intentioner om at fastholde magten i endnu et halvt århundrede.

En af de vigtigste måder PRI forbereder valgsvindel på, er ved ulovlig kanalisering offentlige og private midler til sine valgkampagner. For eksempel har The New York Times for nyligt eksponeret, hvordan et tidligere medlem af Peña Nieto-administration foretog underslæb for millioner af offentlige midler til at finansiere PRI’s valgkampagner i hele landet i 2016. Videgaray, dengang finansminister og nu udenrigsminister, var ansvarlig af udbetalingen af alle føderale midler på det tidspunkt.

I 2012-valget modtog den internationale koordinator for Peña Nieto-kampagnen, Emilio Lozoya, ca. 4 millioner dollars gennem offshore-konti, der blev forvaltet af konstruktionsgiganten Odebrecht, ifølge vidneudsagn fra ansatte i Odebrecht (Lozoya har bestridt beskyldningerne). Mexico’s nationale valginstitut (INE) har demonstreret, hvordan mere end ti millioner dollars blev ulovligt kanaliseret via debit-kort og parallel bogføring til valgkampagne-medarbejdere fra PRI ved valget i 2012. Uafhængige undersøgelser havde allerede for mange år siden afsløret, at en stor mængde penge, der flød til Peña Nieto’s kampagne, blev kanaliseret gennem tomme selskaber med forbindelse til narkokartellerne.

Guvernørvalget 2017 i Peña Nieto’s hjemstat, staten Mexico, viste, hvordan det ser ud, når en oversvømmelse af ulovlige kontanter bruges til at manipulere valgresultatet. På trods af den store utilfredshed, formåede Peña Nieto at få sin fætter, Alfredo Del Mazo, valgt ved at mobilisere et utal af ressourcer til at skræmme og marginalisere oppositionen, samt at købe stemmer og valgembedsmænd. Når Del Mazo slutter sin seksårige periode i 2023, har PRI og dets forgængere styret staten Mexico i 94 år uden afbrydelse.

Der er et stærkt incitament for Peña Nieto til at benytte de samme metoder, som blev anvendt i hans hjemstat, for at placere en af hans venner som hans efterfølger i præsidentpaladset. Mange af hans nærmeste allierede er i dag i fængsel eller i alvorlige juridiske vanskeligheder som følge af korruption, organiseret kriminalitet eller hvidvaskning af penge, herunder de tidligere guvernører i Veracruz, Coahuila, Quintana Roo og Tamaulipas. Peña Nieto er derfor meget opmærksom på, at hans fremtid kan være i fare, hvis der er en reelt skifte i 2018, og den nye regering er i stand til frit at gennemgå regnskabsbøgerne.

Peña Nieto personligt udpeget sin “efterfølger” efter alle de gamle ritualer. Allerede inden  afholdelsen af partiets primærvalg har han brugt sin dedazo eller spidse finger til at vælge sin finansminister, José Antonio Meade, som PRI’s kandidat. Det meste af pressen og alle de officielle arbejder- og bondeorganisationer fulgte hurtigt efter, ligesom i de gamle dage, hvor valg kun havde det symbolske formål at ratificere beslutninger, der allerede tidligere var truffet i magtens korridorer.

Hvis López Obrador fastholder sin føring i opinionsmålingerne, vil Peña Nieto være fristet til at fjerne alle demokratiske regler. Det er sket før. Både ved præsidentvalget i 1988 og 2006 blev en oppositionskandidat, der førte i opinionsmålingerne, den første gang Cuauhtémoc Cárdenas og den anden López Obrador selv, stoppet ved fusk med stemmesedlerne og andre uregelmæssigheder. Som et resultat af disse erfaringer har mexicanerne i dag en ekstrem lav tillid til at valget vil blive udført korrekt og til valgmændenes ærlighed.

Hvis valgsvindel hæver sit grimme fjæs igen i 2018, vil det være yderst vanskeligt for Mexico at opretholde sit usædvanlige ry for politisk stabilitet. I et region, der er kendt for sine konstante borgerkrige, kup, rigsretssager, guerilla krigsførelse og revolutioner, har Mexico skilt sig ud i Latinamerika, som en bastion af institutionel politik. Denne institutionalisering af den formelle politik har faktisk haft en mørk side med den voldelige “beskidte krig” mod politiske dissidenter 1970’erne og den voldsomme stigning under den såkaldte krig mod narkotika og politiske fanger i de senere år. Ikke desto mindre er det en bemærkelsesværdig bedrift, at alle mexicanske præsidenter siden 1934 har kunnet sidde hele sin seksårige embedsperiode ud.

Men hvis regimet slår døren i for snuden af López Obrador igen den 1. juli, kan det godt være det sidste halmstrå. En ny valgsvindel vil generere enorme protester og udbredt politisk ustabilitet med alvorlige konsekvenser på det økonomiske og sociale område. Dette ville igen være det ideelle miljø for fremkomsten af ​​en ny leder, der virkelig vil konfrontere USA og love at nå himlen på en dag. Ironisk nok kan denne kamp uden restriktioner mod en imaginær, forestillet “populistisk nationalist”, i Venezuela og Rusland tjeneste, angiveligt inkarneret i López Obrador, kunne ende op med at fremtrylle et reelt eksemplar på en populist fra Mexico’s dyb.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.