Nicaragua: Afpresning, Dialog og En Længsel efter Fred

Lige siden 23. april har voldelige højre-ekstremister myrdet regeringstilhængere og tilfældige; fortsat med at angribe kommunekontorer og politistationer; vandaliseret og plyndret kommercielle ejendomme – samt busser, taxier og private køretøjer – og har skudt og såret mange politibetjente. Men den episkopale konference har åbent taget parti for oppositionen, hvilket fejlagtigt antyder, at den voldelige modstand er ofre. Dialogprocessen er kun holdt på sporet takket være de nicaraguanske myndigheders tålmodighed, ledet af præsident Daniel Ortega, og deres beslutsomhed om ikke at tillade provokationer at sabotere chancen for fred.

Den 22. april bad præsident Ortega de katolske biskopper om at mægle i en dialog uden betingelser. Biskopperne, ledet af kardinal Leopoldo Brenes, accepterede. Men de tog næsten tre uger for at blive enige om dialogen med en opposition bestående af erhvervsorganisationer, studerende og oppositionspolitikere. Alt tydede på at oppositionen simpelthen ikke ønskede dialog. Det blev bekræftet den 11. maj, da biskopperne efter oprindeligt at have aftalt at mægle uden forudsætninger krævede fire aggressive forudsætninger, der indebærer en grundlæggende modsætning. Idet de påstår at forsvare alle nicaraguaneres rettigheder, insisterede biskopper på, at politiet blev taget væk af gaderne, hvilket selvfølgelig efterlod de voldelige oppositionsbande til frit at fortsætte deres angreb.

Præsident Ortega accepterede de fire forudsætninger for biskoppernes provokerende ultimatum, og noterede diplomatisk sin regerings aftale om behovet for at stoppe al vold, intimidering og aggression. Han udtrykte også “vores store bekymring for klimaet af frygt i samfund, hvor – langt ud over fredelige protester, som vi absolut respekterer – voldshandlinger spreder sig, der destruerer og ødelægger livskvaliteten for nicaraguanere i alle aldre, der skriger til Gud for at vende tilbage til normalitet.” I løbet af hele samme weekend angreb og intimiderede bevæbnede bander folk over hele Nicaragua, de nedbrændte et berømt håndværksmarked i Masaya og oprettede vejspærringer,  som for hovedparten blev lavet af maskerede bøller.

Mellem begivenhederne den 11. maj frem til og med dagen, da dialogen endelig begyndte den 16. maj, angreb de væbnede bander politistationer og kommunekontorer i Matagalpa, Masaya og Jinotega. I Matagalpa skød de døde to regeringstilhængere og en et-årig pige. De skudt og sårede også tre politibetjente. I Masaya skød de og dræbte en regeringstilhænger. I Jinotega sårede de to politibetjente. Ved en vejspærring blev en kvindelig patient i en ambulance holdt tilbage i timer, indtil hun gik i kramper og døde.

Disse var de mest alvorlige af utallige tilfælde af vold og intimidering af højreorienterede bander. Som reaktion på disse begivenheder udstedte kardinal Brenes den 12. maj en generel appel, der kræver en ende på al vold, idet man udelod en udtrykkelig opfordring til den politiske opposition om at standse deres voldelige provokationer. Biskoppernes ekstraordinært kyniske udtalelse til fordel for oppositionen, antyder fejlagtigt, at det primære ansvar for volden ligger hos regeringen.

Den perverse propaganda fortsætter og karakteriserede også dialogens åbningssession den 16. maj. Aggressive oppositionsstuderende forsøgte uden succes at overdøve præsident Ortega under hans tale, mens de mæglende biskopper angreb regeringen for ikke at trække politiet tilbage fra gaderne. Som svar herpå påpegede præsident Ortega, at oppositionen var ansvarlig for volden, og at politiet var beordret til ikke at bruge skydevåben og faktisk havde afstået fra at handle.

Han bemærkede dog: “Vi kan ikke være i et land, hvor en del af nicaraguanerne har ret til at terrorisere og den anden del ikke har andet alternativ end at blive terroriseret, som i øjeblikket tusindvis af familier er.” Denne åbningssession af dialogen med biskopper, der mæglede helt til fordel for oppositionen, var en triumf for modstandsdygtig tålmodighed hos regeringens repræsentanter i en atmosfære, der var designet til at provokere dem. Efterfølgende den 18. maj sluttede den første samling af direkte samtaler med en aftale fra begge sider om at arbejde for fred og fremsætte forslag, der dækker de forskellige spørgsmål, der skal forhandles. Dagen før, den 17. maj, ankom en delegation fra organisationen af amerikanske stater (OAS)’s Inter-American Commission for Human Rights for at begynde deres undersøgelse af de voldelige begivenheder fra den 18. april.

Selv OAS-generalsekretær Luis Almagro har indrømmet, at dialogen i Nicaragua har arbejdet for at fremme fred. For øjeblikket har regeringen dæmpet oppositionens vold og trusler, som almindelige nicaraguanere har oplevet i over tre uger nu, mens oppositionsstyrkerne absurdt foregiver, at de er ofre. Ud over de intimideringer, de har lidt, har titusindvis af arbejdere og små virksomheder og landmænd ikke været i stand til at arbejde normalt, og omkostningerne til økonomien løber i øjeblikket op i over 200 millioner dollars. Med hensyn til oppositionen er de som sædvanlig opdelt. Det meste af erhvervslivet og deres tilhørende politikere er ivrige efter at få økonomien til at blive normal.

I modsætning hertil er den ekstremistiske politiske opposition ledet af ex-sandinister ikke. Dette er logisk nok, fordi indkomsten til det ngo-netværk, de er afhængige af, er garanteret ved finansiering fra USA og Europa. Tilsvarende beklager mange af eleverne de skadelige resultater af volden, men andre er mere uforsonlige. Biskopperne er også delt. De højeste biskopper fortsætter med at udnytte deres mæglingsrolle til fordel for oppositionen, mens andre ikke gør det. Præster på græsrodsniveau har spillet en vigtig rolle, ved reel mægling, ofte under meget vanskelige forhold og med en vis risiko for dem selv.

Disse splittelser satte oppositionen og deres tilhængere blandt biskopperne i en svagere position imod et solidt forenet regeringshold med stor erfaring og forhandlingsfærdigheder akkumuleret over mere end 30 år. Nogle oppositionsledere – som Violeta Granera, en mangeårig klient af finansiering fra den amerikanske stat – er nu så frustrerede, at de endog har anklaget Luis Almagro for forræderi for ikke at fremme deres ekstremistiske dagsorden, som de havde forventet. Problemet for regeringen i forhandlingerne er, at når disse oppositions-ekstremister føler, at de mister terræn, kan de genoplive deres voldelige terroristbander og igen kaste landet ud i kaos.

Mod den konstante afpressende trussel vil regeringen sandsynligvis sidde stille og vente på den offentlige mening vender, for at tvinge ekstremisterne tilbage. Hvis ekstremisterne trækker sig ud af forhandlingerne, vil det være meget svært for biskopperne at fortsætte med at insistere – som de nu  underforstået har gjort i uger – at regeringen tillader voldelige oppositions-ekstremister at ødelægge den offentlige orden, når et klart flertal i landet kræver normalitet . Mens forhandlinger om emner som institutionelle ændringer eller social sikring og skattereformer tager deres forløb, vil folk i Nicaragua især ønske at kunne leve, arbejde og studere i fred.

Kilde

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.