USA’s Latinamerikanske Regimeskifte Turné Opererer nu i Nicaragua

Ligesom i Venezuela viser den nylige uro i Nicaragua alle tegn på amerikansk indblanding – den seneste udvikling indikerer, at det amerikanske imperium søger at fortsætte konsolideringen af sin indflydelse over Latinamerika med alle midler.

I de sidste syv uger har begivenhederne i Nicaragua udviklet sig til et stadig mere almindeligt scenario for ledere, der er i konflikt med Washington. Landets præsident, Daniel Ortega, er anklaget for at “dræbe sit eget folk”, efter at myndighederne har brugt “dødbringende magt” i undertrykkelsen af de seneste protester. Urolighederne, der har resulteret i mere end 110 menneskers død, har medført et stigende pres på Ortega’s regering, da FN’s etablissement-menneskerettighedsgrupper som Amnesty International og den USA-dominerede organisation af amerikanske stater (OAS) har støttet den politiske opposition i forbindelse med Ortega’s “undertrykkelse” af den nationale dissidents.

Som med lignende begivenheder, der har rystet lande som Venezuela, Syrien og andre i de seneste år, har de korporative medier i overvældende grad fordømt den nicaraguanske  regerings “bølleagtige” reaktion til protesterne – de tegner et billede af Ortega som en despot, der uretfærdigt har “domineret” landet i årtier, selvom han vandt landets sidste valg i 2016 med tre fjerdedele af stemmerne.

Fortællingen ligner forbløffende den, der ofte er fortalt om de aktuelle begivenheder i Venezuela, ligesom Ortega fortsat er Venezuelas stærkeste allierede i Latinamerika og en af de få latinamerikanske venstreorienterede regeringer til at modstå bølgen af de seneste kup, der har ramt lignende regeringer i regionen i det sidste årti.

Lighederne mellem de aktuelle begivenheder i Venezuela og Nicaragua stopper ikke der. Faktisk, ligesom urolighederne i Venezuela, bærer den nylige uro i Nicaragua alle tegn på amerikansk indblanding – en indikation af, at det amerikanske imperium søger at fortsætte med at konsolidere sin indflydelse over Latinamerika med alle midler.

Fra brændende skove til brændende bygninger: voldelige ildspåsættelser spreder sig i Nicaragua

I midten af april blev skovbrande i det Biologiske Reservat, Indio Maiz, hurtigt ukontrollable og stærkt beskadigede, en af Nicaragua’s bedst beskyttede og miljømæssig vigtigste skove, da tusindvis af hektar blev ødelagt. Universitetsstuderende i hovedstaden i Managua begyndte at protestere kort tid efter, de bebrejder regeringen for ikke at forhindre branden.

Efter nærmere undersøgelse af begivenhederne syntes elevernes vrede forkert af flere grunde. For det første var årsagen til branden i vide kredse mistænkt for at være påsat af lyssky private operatører, da reservatet er blevet udset af magtfulde landbrugsinteresser, der har forsøgt at kræve dele af området i forsøg på at udvide. Desuden har Nicaragua’s regering arbejdet for at beskytte reservatet i årevis – da landets militær, politistyrke og andre statslige organer har været til stede i reservatet – selvom dens begrænsede ressourcer er blevet anstrengt i betragtning af områdets størrelse under beskyttelse.

Mens regeringen kunne få skylden for ikke at allokere tilstrækkelige ressourcer til at forebygge brandstiftelse, gik den i aktion, så snart ilden brød ud, indsatte næsten 1.500 soldater, ni fly og 17 skibe til at bekæmpe flammerne. De lykkedes at reducere – men ikke eliminere – ilden, dels fordi yolillal-træerne i reservatet indeholder store mængder af en særlig olieagtig harpiks, der hjælper med at give næring til flammerne.

På trods af disse faktorer valgte de studerende i Managua udelukkende at bebrejde regeringen for branden, idet de undlod at protestere imod de magtfulde private landbrugsinteresser, der sandsynligvis var ansvarlige for at starte branden i første omgang. Siden da har studenternes protesterne fortsat og her vokset sig stærkere, da den Ortega-ledede regering forsøgte at reformere et pensionsprogram, der hurtigt nærmer sig insolvens, hvilket resulterede i øjeblikkelig modreaktion blandt de allerede protesterende studentergrupper, da meddelelsen blev givet om at forskellige tilskud ville blive reduceret.

Urolighederne har siden fortsat været uformindsket, og udviklet sig til at protesterende “bander” bekæmper hinanden, da oppositionsgrupper er begyndt at rejse “barrikader for at skade økonomien og udmatte regeringen”, hvilket allerede koster den nicaraguanske økonomi 250 millioner dollars.

Som med andre eksempler på civil uro i Latinamerika – først og fremmest Venezuela – har de fleste medierapporter skildret oppositionsgrupper og demonstranter som et “ragtag”-hold af studerende, landmænd og akademikere, der har besluttet at rejse sig imod en undertrykkende leder. Imidlertid  har eksempler på vold fra oppositionen side, såsom “hjemmelavede morterer” og “gasbomber” samt afbrænding af offentlige bygninger, fået minimal dækning i de vestlige medier.

Mens politisk utilfredshed med Ortega har været en faktor i nicaraguansk politik siden han tiltrådte præsidentvalget i 2007, overser sådanne fortællinger den åbenlyse indflydelse fra udenlandske regeringer, især USA, på mange af de mest indflydelsesrige grupper, der har opfordret Ortega til at afgå og søgt at  skade landets økonomi.

Ligesom Contraerne, blot i en blødere udgave

USA har længe søgt Ortega’s fald, da han og Sandinista-bevægelsen, han engang ledte, var ansvarlige for undergangen af det amerikanske-støttede Somoza dynasti og det faktum, at Ortega succesfuldt modstå år med et amerikansk finansieret Contra-oprør. Men denne gang har USA forsøgt at bruge mere skjulte metoder – som det for nylig blev gjort i andre lande. 

Ungdomsbevægelsen (Movimiento Cívico de Juventudes, MCJ), en af de vigtigste “studenter” grupper bag de seneste protester i Nicaragua, blev skabt af og modtog finansiering fra National Democratic Institute (NDI) og MCJs generalsekretær, Davis José Nicaragua López, er koordinator for NDI for Nicaragua. Den nuværende præsident for NDI er den tidligere udenrigsminister under Bill Clinton, Madeleine Albright.

Albright er bedst kendt for at sige, at dødsfaldene på omkring 500.000 irakiske børn på grund af amerikanske sanktioner var “det værd“. Hun har siden været en fortaler for nuværende amerikansk støttede regimeskifte-indsatser andre steder og fungerer som direktør emerita for udenlandske forbindelser.

Desuden har amerikanske regeringsorganisationer, der ofte er beskyldt for at “blande sig” i andre landes politik, i mange år kanaliseret penge til nicaraguanske oppositionsgrupper. For eksempel er the National Endowment for Democracies (NED), der gav over 2 millioner dollars til anti-Sandinista-oppositionen i Nicaragua i 1980’erne, aktiv igen – den finansierer en række “demokratifremmende” projekter i Nicaragua, gav omkring 4,2 millioner dollars til oppositionsgrupper og lignende organisationer fra 2014 til 2017. Analytikere har længe bemærket, at NED fungerer som den “lovlige del af ulovlige CIA-operationer” med det formål at undergrave politikere og institutioner, der arbejder mod amerikanske interesser.

Et andet “instrument til regimeskifte“, der almindeligvis anvendes af USA, er det amerikanske Agency for International Development (USAID), som har en meget aktiv tilstedeværelse i Nicaragua, der har fokuseret på “uddannelse af unge, kommende demokratiske ledere.” USAID har desuden modtaget størstedelen af amerikansk bistand til Nicaragua i de seneste år, de modtog 52 millioner dollars til deres Nicaragua-baserede operationer mellem regnskabsårene 2016 og 2018, hvilket udgør mere end 80 procent af al amerikansk bistand til landet i løbet af dette tidsrum.

At ramme Nicaragua med “Venezuela Modelen”

Volden i Nicaragua ligner bemærkelsesværdigt den i Venezuela, hvor USA også støtter oppositionsgrupper og “fremmer demokrati:” I begge lande har maskerede oppositionsdemonstranter anvendt forskellige hjemmelavede våben og sprængstoffer, opsat barrikader for at blokere transport og været involveret i skyderier med pistoler med politiet. Alligevel er de blevet behandlet i medierapportager som “studenterledte protester”, der har været udsat for en “brutal undertrykkelse”. I betragtning af omstændighederne er det dog svært at forestille sig en politistyrke i et hvilket som helst land, der vil tillade “demonstranter” at bruge håndholdte morterkanoner og maskinpistoler uden at reagere.

En anden lighed er, at de samme institutioner har støttet oppositionsgrupperne og fordømt regeringernes “undertrykkelser” i begge lande, herunder grupper som Amnesty International og Human Rights Watch. Begge disse menneskerettighedsgrupper har i de senere år er kommet med støtte for vestlig støttede regimeskifte-konflikter, bl.a. Syrien og Venezuela.

Den ledende blandt disse institutioner har været den Washington-baserede Organization of American States, som længe har været betragtet som et redskab for amerikansk imperialisme, der på det seneste er blevet gjort våbenklar til regimeskifte i Amerika. Venezuela har været i fokus for disse bestræbelser for nylig, med USA-støttede bestræbelser på at udvise Venezuela fra gruppen og OAS-embedsmænd, som sin generalsekretær Luis Almagro, der udtrykker stor entusiasme for regimeskifte i Caracas.

Selvom OAS endnu ikke har markeret sig med styrke mod Nicaragua, vil organisationens kritik af Ortega sandsynligvis vokse og føre til hans isolation, hvis regeringen fortsætter med at reagere imod de bevæbnede protester, hvilket er sandsynligt, som det var tilfældet i Venezuela. “Vi fordømmer drabene, der udføres af de repressive kræfter og de væbnede styrker, og vi udtrykker vores solidaritet med ofrenes familier,” sagde Almagro sidste lørdag og tilføjede, at OAS opfordrede “staten til at standse volden gennem disse repressive foranstaltninger.”

Mediedækning i Vesten har stort set den samme fortælling om Nicaragua, som den tidligere har brugt om Venezuela. Ifølge denne fortælling er Ortega, ligesom Maduro, en despot, der har til hensigt at holde fast ved magten, at han er villig til at “dræbe sit eget folk” i et desperat forsøg på at lukke munden på oppositionen. Pro-regerings-“bander” er skyld i hovedparten af volden, mens politiet står for resten. Oppositionens brug af “hjemmelavede morterer”, “gasbomber”, andre sprængstoffer og snigskytter er bekvemt udeladt fra sådanne rapporter. Også fraværende fra rapporteringen har været oppositionsgruppernes bånd til den amerikanske regering.

En nylig artikel fra Reuters citerede en håndfuld mennesker og grupper som bevis for, at Ortega’s “støtter” var ved at erodere. Blandt de nævnte var Carlos Tunnermann Bernheim – en tidligere Ortega allieret, der blev regeringskritiker efter at have fået en fremtrædende stilling hos OAS og den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder, som Reuters undlod at fortælle er en forlængelse af OAS. Reuters citerede også det øverste råd for de private virksomheder i Nicaragua (COSEP) som bevis for, at hele landets private sektor havde forladt Ortega. Rapporten undlod dog at nævne, at COSEP regelmæssigt samarbejder med den amerikanske regering.

Parallelerne mellem de nuværende uroligheder i Nicaragua og lignende vold i Venezuela er så indlysende, at både den venezuelanske regering og oppositionen har kommenteret lighederne i de seneste dage.

Venezuelas højreorienterede koalition, Democratic Unity Round Table (MUD), har udtrykt sin støtte til demonstranterne og hævder, at den nicaraguanske regering anvendte en model for statsundertrykkelse af dissidenter, der var “eksporteret” fra Venezuela. “Vi opfordrer det internationale samfund til at støtte det nicaraguanske folks kamp, som de har gjort med Venezuela,” sagde MUD i en erklæring.

MUD, ligesom de mange grupper, der nu søger at vælte Ortega i Nicaragua, har i høj grad haft gavn af de millioner af dollars, der blev kanaliseret til oppositionsgrupper og “demokrati-fremme” fra den amerikanske regering siden 2002.

På den anden side af venezuelansk politik har den venezuelanske præsident Nicolas Maduro, en allieret med Ortega, fordømt volden fra oppositionsgrupper i Nicaragua og sammenlignet dem med de dødbringende anti-regeringsmobiliseringer, anført af MUD i sidste år, der efterlod mere end 125 døde på fire måneder.

“På samme måde som de skader venezuelanere,” fastslog Maduro for nyligt, “så skader de nicaraguanere [med] vold, ild, kugler og død.”

En kæde af hårde og bløde regimeskifte-kup

I betragtning af den beviste indblanding af USA i de nuværende protester og lighederne i taktik mellem USA-støttede nicaraguanske og venezuelanske oppositionsgrupper er det overraskende, at der ikke er mere opmærksom på Ortega’s egne bekymringer med hensyn til den udenlandske indflydelse på den seneste vold.

Faktisk har Ortega direkte beskyldt USA for volden og beskyldt Trump’s administration for at sponsorere protesterne mod hans regering, som en del af en bredere indsats for at svække de progressive regeringer i Latinamerika, der kom til magten som en del af det såkaldte marea rosada eller lyserøde tidevand.

Undladelsen af Ortegas beskyldning om den amerikanske rolle i uroen i medierapporter er meget fortællende, da der er betydelige beviser til støtte for hans påstande om amerikanske støttede bestræbelser, der har ført til fjernelsen af de fleste af regionens progressive regeringer i det sidste årti.

For det første støttede USA i 2009 et militærkup i Honduras, hvor landets venstreorienterede præsident Manuel Zelaya blev fjernet fra magten og erstattet af en amerikansk venlig, neoliberal og autoritær regering, der har manipuleret valg for at forblive ved magten og haft en stigning i mord på aktivister siden den kom til magten.

Dernæst pressede et “blødt kup” i Paraguay i 2012  venstre-centrum politikeren Fernando Lugo fra præsidentembedet og erstattede ham med hans langvarige politiske fjende, Frederico Franco. Efterfølgende valg satte Franco’s associerede, Horacio Cartes, til magten, hvor han omorganiserede landet til fordel for amerikanske interesser.

Efter succesen med et “blødt kup” i Paraguay blev den samme taktik gentaget i 2016 i Brasilien, hvilket førte til fjernelse af den venstreorienterede Dilma Rousseff fra embedet og til hendes afløser den uvalgte og dybt upopulære Michel Temer. Medsammensvorne til det brasilianske “bløde kup” har siden lykkedes med at fængsle den førende præsidentkandidat, Luiz Inacio Lula da Silva, til landets kommende valg.

Senest har den ecuadorianske præsident Lenin Moreno – valgt sidste år – forsøgt at underminere hans forgængers og tidligere allieredes arbejde, Rafael Correa, først ved at udelukke Correa fra at søge genvalg og fjerne Correa-loyalister fra sit kabinet. Moreno har siden søgt at bejle til USA ved at stoppe journalisten Julian Assange’s kommunikation med omverdenen, og begynde processen med at tillade det amerikanske militær at genetablere sin tilstedeværelse i landet, efter at Correa lukkede den amerikanske militærbase der i 2009.

USAs bestræbelser på at vælte Ortega, som han selv har påpeget, er bare det seneste eksempel på denne tendens til at forfølge progressive regeringer i hele regionen med det formål at sikre amerikansk dominans over sine sydlige naboer og deres ressourcer i de kommende år. Det er endnu vigtigere, at det illustrerer USA’s stigende afhængighed af hemmelige måder til at gennemføre regimeskifte, manipulere oppositionsgrupper og mediefortællinger for at dække over sin rolle bag dødbringende uroligheder i hele Central- og Sydamerika.

Kilde

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.