Nicaragua: Åbent brev til Amnesty International

Oversat af Leif fra dette link:

http://www.informationclearinghouse.info/49648.htm

Den tidligere Amnesty International samvittighedfange, Camilo Mejia tydeliggør i et åbent brev situationen i Nicaragua:

Gennem dette brev udtrykker jeg min utvetydige fordømmelse af Amnesty International med hensyn til den destabiliserende rolle, det har spillet i Nicaragua, mit fædreland.

Jeg begynder dette brev med henvisninger til Donatella Rovera, som på det tidspunkt, hvor dette citat blev lavet, havde været i Amnesty International’s undersøger på marken i mere end 20 år:

“Konfliktsituationer skaber meget politiserede og polariserede miljøer. Spillere og interesserede parter går til ekstraordinære længder for at manipulere eller fremstille “beviser” til både internt og eksternt forbrug. En nyligt, men på ingen måde eneste, eksempel givet fra den syriske konflikt på det, der ofte omtales som “YouTube-krigen”, med en utal af teknikker, der anvendes til at manipulere videooptagelser af hændelser, der opstod andre steder på andre tidspunkter – herunder i andre lande – og præsentere dem som “bevis” for grusomheder begået af en eller de andre parter i konflikten i Syrien.”

Fru Rovera’s bemærkninger, der blev fremsat i 2014, beskriver korrekt situationen i Nicaragua i dag, hvor endda krigens indledning blev manipuleret til at generere fordømmelse af den nicaraguanske regering. Amnesty Internationals ondsindede rapport, Shoot to Kill: Nicaragua’s Strategy to Repress Protest, kunne demonteres punkt for punkt, men det kræver dyrebar tid, som det nicaraguanske folk ikke har, og derfor vil jeg koncentrere mig om to hovedpunkter:

– Rapporten mangler fuldstændigt neutralitet og;

– Amnesty Internationals rolle bidrager til det kaos, hvori nationen befinder sig i.

Den benyttede fortælling, som blev aftalt med den lokale opposition og korporative vestlige medier, er som følger: At præsident Ortega søgte at reducere pensionisternes månedlige pensioner, og at han ville øge bidraget fra medarbejdere og arbejdsgivere til socialsikringssystemet. Reformerne udløste protester, svaret var et regeringsbeordret folkedrab af fredelige demonstranter, mere end 60, de fleste studerende. En dag eller to efter det, ville den nicaraguanske regering vente til natten fald på, for at sende sin politistyrke ud for at decimere den nicaraguanske befolkning nat efter nat , by for by, i færd med at ødelægge sine egne offentlige bygninger og dræbe sin egen politistyrke, for at kulminere sin morderiske raseri med en mors dag’s massakre, og så videre.

Selv om ovenstående fortælling ikke over hele linien er udtrykt af alle anti-regerings aktører, er de forenelige elementer, at regeringen begår folkedrab, og at præsidenten og vicepræsidenten skal gå af.

Amnesty Internationals påstande er hovedsagelig baseret på enten vidnesbyrd fra anti-regerings vidner og ofre, eller de ubekræftede og meget manipulerede oplysninger, der udsendes af amerikansk-finansierede anti-regeringsmedier og nonprofit organisationer, samlet kendt som “civilsamfundet”.

De tre vigtigste medieorganisationer, der nævnes i rapporten: Confidencial, 100% Noticias, og La Prensa, er svorne fjender af Ortega-regeringen; de fleste af disse oppositionsnyhedsorganisationer, sammen med nogle, hvis ikke alle, de vigtigste nonprofits nævnt i rapporten, finansieres af USA gennem organisationer som National Democratic Institute (NDI) og National Endowment for Democracy (NED), som har været karakteriseret af det pensionerede amerikanske kongresmedlem, Ron Paul, som:

“… en organisation, der bruger amerikanske skattepenge til i realiteten at undergrave demokratiet ved at øse finansiering på favoriserede politiske partier eller bevægelser i udlandet. Den garanterer farvekodede “folkelige revolutioner“ i udlandet, som mere ligner sider ud af Lenins skrifter om at stjæle magt end ægte oprindelige demokratiske bevægelser.”

Amnestys rapport er stærkt afhængig af 100% Noticias, et anti-regerings-nyhedsorgan, der har udsendt manipuleret og inflammatorisk materiale til at skabe had mod den nicaraguanske regering, herunder optagelser af fredelige demonstranter, uvidende om, at demonstranterne havde pistoler, rifler og skød på politibetjente under hændelser rapporteret af netværket, som handlinger af politiets undertrykkelse af oppositionsmarcherne. På Mors Dag rapporterede 100% Noticias den påståede skydning af ubevæbnede demonstranter af politiets skytter, herunder en hændelse, hvor en ung mands hjerne løb ud af hans kranium. Netværket efterfulgte rapporten med et billede, som fru Rovera ville henvise til som en hændelse “… der opstod på andre tidspunkter andre steder.” Billedet i rapporten blev hurtigt fundet på sociale medier ved hjælp af links til tidligere online artikler, der viste samme billede.

En af kilderne (fodnote #77) citeret for at bekræfte den påståede nægtelse af lægehjælp på statshospitaler til patienter, der blev skadet under oppositionsbegivenhederne. En af de vigtigste beskyldninger gentaget og bekræftet af Amnesty International – er en pressekonference offentliggjort af La Prensa i hvilken chefkirurgen nægter påstande om, at han er blevet fyret, eller at hospitalsansatte har nægtet pleje til demonstranter i begyndelsen af konflikten. “Jeg gentager,” han er hørt sige, “som chefen for kirurgi, jeg gentager ordre[n]: jeg tager mig af, jeg vil være tydelig, tager mig af hele befolkningen, der kommer her uden at undersøge noget overhovedet.” Med andre ord er en af Amnesty Internationals egne kilder i modstrid med en af sin rapports hovedpåstande.

Ovennævnte eksempler på manipulerede og fremstillede beviser for at låne Amnestys egen efterforskers ord er bare en lille smagsprøve, men de fanger essensen af denne form for amerikansk-sponsoreret regimeskifte. Rapporten fremfører påstande fra dem på den ene side af konflikten og bygger på dybt forvanskede beviser; det hjælper i sidste ende med at skabe en illusion af en folkedrabsstat, der igen genererer mere anti-regeringsstemning lokalt og i udlandet og baner vejen for stadig mere aggressiv udenlandsk intervention.

En anden fortælling

De oprindelige reformer til social sikring var ikke foreslået af Sandinist-regeringen, men af Den Internationale Valutafond (IMF), og de blev støttet af en indflydelsesrig gruppe af forretningsfolk, kendt som COSEP. De omfattede at hæve pensionsalderen fra 60 til 65 og fordoble antallet af betalinger, der var nødvendige for at få fuld social sikring fra 750 til 1500. Blandt de ramte pensionister, ca. 53.000, er familierne af kæmpende, der døde i den væbnede konflikt i 1980’erne, fra både Sandinist-hæren og “Contraerne”, lejesoldathæren, der blev finansieret af USA’s regering i 1980’erne, på cirka samme tidspunkt NED blev skabt til dels for at standse spredningen af sandinismen i Latinamerika.

Den nicaraguanske regering imødegik IMF’s reformer ved at afvise at udskille nogen pensionister med en foreslået 5% nedskæring på alle pensionsudbetalingerne, en stigning i alle bidrag til socialsikringssystemet og med finanspolitiske reformer, der fjernede et skatteloft, der beskyttede Nicaraguas største lønninger fra højere beskatning. Erhvervssektoren var rasende og organiserede sammen med ikke-statslige organisationer de første marcher, der bruger påskuddet om reformerne på samme manipulerende måde, som Amnesty Internationals rapport forklarer dem: “… reformen øgede socialsikringsbidrag fra både arbejdsgivere og ansatte og pålagde yderligere 5% bidrag på pensionister.”

Den fortsatte fortælling, gentaget og valideret af Amnesty International, er, at demonstranterne er fredelige, og folkemordsregeringen er irrationelt tilbøjelig til at begå grusomheder i almindelighed. I mellemtiden er antallet af døde blandt sandinist-tilhængere og politibetjente fortsat stigende. Rapporten anfører, at ballistiske undersøgelser tyder på, at de der skyder på demonstranter sandsynligvis er uddannede snigskytter, der peger på regeringens engagement, men undlader at nævne, at mange af ofrene er sandinister, almindelige borgere og politibetjente. Det nævner heller ikke, at de “fredelige demonstranter” har afbrændt og ødelagt mere end 60 offentlige bygninger, blandt dem mange rådhuse, sandinist-bygninger, markeder, håndværksbutikker, radiostationer og mere; det nævner heller ikke, at demonstranterne har etableret “tranques” eller vejafspærringer, for at svække økonomien som en taktik for at vælte regeringen. Sådanne “tranques” er blevet ekstremt farlige scenerier, hvor mord, røveri, kidnapning og voldtægt af mindst et barn har fundet sted; en ung gravid kvinde, hvis ambulance ikke kunne komme forbi, døde også den 17. maj. Alle disse forbrydelser finder sted dagligt og er vel dokumenterede, men er ikke inkluderet i Amnesty Internationals rapport.

Selv om organisationen har ret til at kritisere regeringens bagatelliserende svar på de oprindelige protester, var dette svar ikke helt usandt. Ifølge rapporten, sagde vicepræsident Murillo bl.a., “at de [demonstranterne] havde udarbejdet rapporterne om dødsfald som en del af en anti-regeringsstrategi.” Hvad Amnesty udelader er, at flere af de rapporterede døde studerende blev levende, en af dem helt i Spanien, mens andre ikke var blevet dræbt ved protesterne, de var heller ikke studerende eller aktivister, og en anden, der døde af et hjerteanfald i sin seng.

Amnestys rapport udelader også, at mange af de studerende har forladt bevægelsen, idet de hævder, at der er kriminelle forskanset på universiteter såvel som i de forskellige “tranques”, som kun er interesserede i destabilisering af nationen. Disse kriminelle har skabt en tilstand af vedvarende frygt i befolkningen, pålægger “skatter” på dem, der ønsker passage, forfølger dem, der nægter at blive tilbageholdt, kidnapper dem, slår dem, torturerer dem og sætter deres biler i brand. Som en almindelig praksis afklæder de deres ofre, maler deres nøgne kroppe offentligt med de blå og hvide farver af det nicaraguanske flag og sætter dem derefter fri og får dem til at løbe lige før de skyder dem med hjemmelavede mortervåben. Alle disse oplysninger, som ikke kom med i rapporten, er tilgængelige i adskillige videoer og andre kilder.

Hvorfor Nicaragua?

Den mest grundlæggende gennemgang af historien mellem Nicaragua og USA vil vise en klar rivalisering. Fra midten af ​​1800-tallet  har Nicaragua modstået USA’s indgreb i landets anliggender, en modstand, der fortsatte gennem det 20. århundrede, først med general August C. Sandino’s kamp i 1920’erne og 30’erne, og derefter med sandinisterne, organiseret som den sandinistiske nationale befrielsesfront  (FSLN), der væltede det 40-årige Somoza-familiediktatur i 1979. FSLN har til trods for at have opnået magt gennem væbnet kamp afholdt valg kort efter sin triumf i 1984 og tabte til sidst til endnu en anden amerikansk støttet koalition af højreorienterede politiske partier i 1990. FSLN var igen i stand til at vinde valget i 2006, støttet af pagter lavet med kirken og oppositionen, og har haft magten siden.

Ud over Nicaraguas tætte forbindelser med Venezuela, Cuba, Rusland og især Kina, med hvem landet underskrev en kontrakt om at bygge en kanal, er den anden hovedårsag til at USA er efter sandinisterne, Nicaraguas meget succesrige økonomiske model, som repræsenterer en eksistentiel trussel mod den neoliberale økonomiske orden påtvunget af USA og dens allierede.

Trods altid at være blandt de fattigste nationer på det amerikanske kontinent og i verden, har Nicaragua formået, siden Ortega vendte tilbage til magten i 2007, at skære fattigdom med tre fjerdedele. Forud for protesterne i april bibeholdt landets økonomi en stabil årlig økonomisk vækst på ca. 5% i flere år, og landet havde den tredje hurtigst voksende økonomi i Latinamerika og var et af de sikreste lande i regionen.

Regeringens infrastrukturelle opgraderinger har lettet handelen mellem Nicaraguas fattigste borgere; de har skabt universel adgang til uddannelse: primær, sekundær og universitet; der er programmer for land, boliger, ernæring og mere; sundhedsvæsenet, selvom det er beskedent, er ikke kun fremragende, men tilgængeligt for alle. Ca. 90% af fødevarer, der forbruges af nicaraguanere, produceres i Nicaragua, og omkring 70% af arbejdspladserne kommer fra græsrodsøkonomien – fremfor fra transnationale virksomheder – herunder fra små investorer fra USA og Europa, der er flyttet til landet og er en drivende kraft bag turistindustrien.

Succesens vovemod, at give sine fattigste borgere et liv med værdighed, at være et eksempel på suverænitet til mere velhavende og stærkere nationer, alt i direkte modstrid med den neoliberale model og dens vægt på privatisering og nedskæring, har igen placeret Nicaragua i de amerikanske interventioners kikkertsigte. Forestil dig eksemplet til andre nationer – økonomierne allerede kvalt af neoliberale politikker – bliver opmærksomme på, at et af de fattigste lande på jorden er i stand til at brødføde sine borgere og forøge økonomien uden at smide sine fattigste borgere under kapitalismens jernstøvle. USA vil aldrig tolerere et sådant farligt eksempel.

Afslutning

Den nicaraguanske regering har mangler og modsætninger at arbejde med, ligesom alle regeringer, og som sandinist selv vil jeg gerne se partiet omdannes på forskellige vigtige måder, både internt og eksternt. Jeg har dog undladt at skrive om disse mangler og modsætninger, fordi de voldelige protester og det efterfølgende kaos vi har set ikke er resultatet af den Nicaraguas regerings mangler, men snarere af dens mange succeser, den ubelejlige sandhed er grunden til, at USA og dets allierede, herunder Amnesty International, har valgt at “… skabe meget politiserede og polariserede miljøer. Og at gå til ekstraordinære længder for at manipulere eller fremstille “beviser” til både internt og eksternt forbrug. ”

På et tidspunkt, hvor selv Organisationen af ​​Amerikanske Stater, De Forenede Nationer og Vatikanet har opfordret til fredelige og forfatningsmæssige reformer, som den eneste vej ud af konflikten, har Amnesty International fortsat opfordret det internationale samfund til ikke at “opgive det nicaraguanske folk . “En sådan forudindtaget holdning, uanstændigt oppustet på stærkt manipuleret, forvrænget og ensidig information, har gjort den forfærdelige situation i Nicaragua endnu værre. Tabet af nicaraguanske liv, herunder blodet af dem, der ignoreres af Amnesty International, er blevet brugt til at fremstille de “beviser”, der anvendes i organisationens rapport, hvilket gør organisationen medskyldig i, hvilken fremtidig fremmed intervention, der kan overfalde det nicaraguanske folk. Det er nu op til organisationen at korrigere det forkerte og at gøre det på en måde, der afspejler et solidt engagement først og fremmest til sandheden, hvor den end måtte falde, og til neutralitet, fred, demokrati og altid til suveræniteten af alle nationer på jorden.

Med venlig hilsen

Camilo E. Mejia.

Camilo Mejia is an Iraq war veteran, resister and conscientious objector (2003-2004) Amnesty International prisoner of conscience (June 2004)

Born in Nicaragua, Citizen of the World

====

Democracy in America: Camilo Mejia

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.