Hvad er tilbage i Nicaragua efter Ortega

Af Roger D. Harris i mintpressnews.com

Oversat af Leif

USA er verdens hersker, der pålægger global neoliberalisme. Ortega-regeringen i Nicaragua er blevet målrettet af imperiet netop fordi det ikke har tjent som en underdanig klientstat.

Før volden, der begyndte i midten af april, havde Nicaragua været det mest fredelige, sikreste og langt det mest progressive land i Mellemamerika. Nu, hvor freden er genoprettet i Nicaragua, fortsætter den amerikanske regering sin kampagne for regeringsskifte, som blev bakket op af folk, der tidligere støttede den nicaraguanske præsident Daniel Ortega og hans Sandinista-parti.

Der er blevet skrevet meget for og imod Ortega, men hvad der kunne erstatte ham, hvis han skulle træde tilbage, er mindre uddybbet. Latinamerika akademikerne Dan La Botz og Benjamin Waddell, begge med stor erfaring med og viden om Nicaragua, giver os nogle indblik i, hvad der kunne forventes, hvis oppositionen tog over.

USA’s Regimeskifte-aktiviteter i Nicaragua

Selvom La Botz og Waddell tilhører “Ortega må gå” lejren, er de ikke naive omkring den amerikanske regerings indblanding i Nicaragua’s indre anliggender. De er ikke blandt dem, der fejlagtigt hævder, at opstanden blot var et spontant fænomen.

“International presse har skildret den hurtige eskalering af civil uro i Nicaragua som en spontan eksplosion af kollektiv utilfredshed.” Men Waddell hævder, “det bliver mere og mere klart, at den amerikanske støtte har hjulpet med at spille en rolle i at opretholde det nuværende oprør.”

La Botz giver baggrunden: “Amerikanske organisationer som USAID og National Endowment for Democracy (NED), og uden tvivl havde CIA i årtier selv arbejdet i Nicaragua, som de gør overalt i verden.”

La Botz er ikke ligeglad med USA’s indblanding i Nicaragua. Han var faktisk kritisk over for Washingtons tidlige svage reaktion. USA’s vicepræsident Pence, beklagede La Botz, “krævede kun, at Ortega-regeringen beskytter sine borgere og deres rettigheder”, men udtalte ikke en “generel fordømmelse af Ortega-regeringen, kun et opfordring til reform.”

La Botz konkluderer sin artikel med kravet “USA skal holde sig væk.” Men hans bevis tyder på, at han skulle kræve, at “USA kommer ud” af Nicaragua.

Waddell er mere gunstig over for effektiviteten af USAs indsats i Nicaragua og skriver:

“Siden 2014 har NED, der blev oprettet i 1983 for at fremme demokratiske idealer i udviklingslandene, brugt 4,1 millioner dollars på projekter i Nicaragua.”

Waddell skriver, “US Congress skabte NED som en non-profit privat ngo i 1983 på højden af den kolde krig.” Fra 1984 til 1990 brugte NED omkring 15,8 millioner dollars til at finansiere civilsamfundsgrupper og til politiske partier, de fleste af dem er imod

sandinist-regeringen.” Waddell forklarer, hvordan dette førte til succes for USA:

“I 1990 besejrede Chamorro Daniel Ortega mod alle odds og indvarslede tre på hinanden følgende konservative lederskaber.”

Waddell fremlægger dokumentation for den amerikanske finansiering gennem NED til grupper, der er aktive i dagens opposition til den valgte regering i Nicaragua, herunder over en halv million dollars til Hagamos Democracia. Waddell anbefaler disse amerikanske bløde kup-indsatser.

“Uanset om Ortega er fjernet fra magten, afslører NED’s indblanding i Nicaragua potentialet for tværnational finansiering til at bidrage til kultiveringen af typen af færdigheder, netværk og strategier, der er nødvendige for civilsamfundet til succesfuldt at udfordre autoritative (sic) regeringer.”

Sammensætningen af oppositionen til Ortega

“Det nicaraguanske folkelige oprør i dette forår og tidlige sommer”, skriver La Botz, “udviklede sig som en bred multi-klassebevægelse.” Men denne bevægelse manglede et fælles politisk program.” “Den stærkeste organisation med de klareste politiske ideer,” er ikke engang det fjerneste progressiv, men har “fundamentale konservative, pro-kapitalistiske ideer.” Den ledende organisation er COSEP (Consejo Superior de la Empresa Privada en Nicaragua), den førende erhvervsorganisation.”

Oppositionsledelsen blev forenet med den “magtfulde” katolske kirke med sit “konservative hierarki”, ifølge La Botz. Andre elementer i den katolske kirke inkluderede “en befrielsesteologi tendens ledet af nogle universitetsprofessorer og sognepræster, plus massen af fromme troende.”

Den tredje store gruppe i oppositionen er en mangfoldig blanding af studerende. I hans korte overblik forklarer La Botz ikke, at fremtrædende blandt de studerende er dem fra konservative private universiteter. Ikke desto mindre holder La Botz på ønsket om, at “en studenter “venstrefløj” kunne spire frem.”

Udviklingen hidtil giver lidt troværdighed til håbet om en studenter-opposition, der er venstreorienteret. For eksempel rejste en delegation af oppositionsstuderende til Washington, finansieret af det højreorienterede Freedom House for at lobbye for amerikanske sanktioner mod deres eget folk. Ifølge NACLA delte disse elever “billeder på sociale medier, poserende med senator Marco Rubio (R-FL) og repræsentant Ileana Ros-Lehtinen (R-FL), der repræsenterer de mest konservative, højreorienterede og høgeagtige dele af det republikanske parti.” For nylig blev en nicaraguansk oppositionsstuderendes stemme hørt i et regimeskifte-panel på det Koch Brothers-finansierede, højreorienterede Hudson Institute. Disse er ikke venstreorienterede.

Hvad er tilbage i Nicaragua

“Der findes to venstreorienterede grupper med socialdemokratisk politik,” skriver la Botz, “Sandinista Renovation Movement (MRS) og Movement to Rescue Sandinismo (MPRS).”

MPRS eller Rescate, en on-off venstreafviger af MRS, er en mindre spiller. Den består hovedsagelig af Mónica Baltodano og Henry Ruiz, som er aktive på internettet og laver interviews.

Det mere fremtrædende MRS brød fra det store sandinist-parti i 1990’erne. MRS, stærkt sammensat af intellektuelle, udviklede aldrig en folkelig base i det nicaraguanske folk. MRS startede som en venstreopposition til Ortega-fløjen i Sandinist-partiet og har siden bevæget sig mod højre. MRS-ledere er delvis støttet af deres forbindelser i den amerikanske finansierede NGO-verden og er i alliance “med partier med en neoliberal dagsorden.” MRS’s nationale formand Ana Margarita Vijil og Managua-formanden Suyén Barahona omgås fortroligt med højreorienterede amerikanske politikere.

At påstå at MRS er socialistisk, er på linie med tea-partiets påstand om, at Obama er socialist; det er et spørgsmål om perspektiv.

La Botz beklager fraværet af venstreorienterede sociale bevægelser: “De forbliver små og marginale for samfundet som helhed.” I en besynderlig logisk fordrejning bebrejder La Botz Ortega for, at en venstreorienteret opposition ikke er vokset frem: “Ortega’s FSLN har miskrediteret ideen om socialisme og undertrykt rivaliserende demokratiske socialistiske strømninger.” Dette har imidlertid ikke forhindret fremkomsten af ​​en højreorienteret opposition. De venstreorienterede, velorganiserede arbejder- og bondeforeninger i Nicaragua, ifølge La Botz, har i vid udstrækning undgået oppositionen.

I en revolution er der kun to sider. På trods af den stærkt polariserede situation i Nicaragua fremtryller La Botz en tredje vej: “Der er dog mulighed for, at den demokratiske kamp kunne åbne en social kamp, ​​der ville skabe et nyt venstre.” Samlet set er billedet La Botz præsenterer på nuværende tidspunkt, at oppositionen til Ortega ikke er demokratisk eller venstreorienteret, men at han håber, at den kunne blive det, på trods af forstyrrende forbindelser med amerikanske efterretningstjenester og ngo’er.

NACLA rapporterer at reaktionærer, ikke progressive, skabes ud af oppositionen:

“Faktisk er mange i (oppositions)-bevægelsen og den civile alliance brændende anti-sandinister. Det er mennesker, der ikke kun modsætter sig Ortega og Murillo i den nuværende kontekst, men også pro-kapitalister, der har angrebet sandinisterne siden deres fremkomst. Denne gruppe omfatter somocister (dem, der forsvarer arven fra Somoza-diktaturet), liberale, konservative og tidligere kontraere. Der er tiltagende bevis for, at sådanne grupper fra anti-sandinisternes rækker bevæbner sig og får momentum.”

Lektien fra ​​Libyen

Anti-Ortega-oppositionens kurs er mod et højreorienteret statskup. Hvis det lykkes, ville overdragelsen af ​​pensionsplanen til IMF ikke være socialisme. At forlade håndhævelsen af ​​Nicaraguas anti-abortelovgivning til de katolske biskoppers barmhjertighed vil ikke være feminisme. Og det ville ikke være den løsning, som lang-tids solidaritetsaktivister, som Dan La Botz, søger. Hvis vi skal lære af historien, resulterede ​​den libyske regerings fald ikke i den utopiske fremkomst af en socialistisk tredje vej. Et sådant resultat ville heller ikke vise sig med et regimeskifte i Nicaragua.

La Botz kritiserer det, han kalder det “neo-stalinistiske venstre”, der modsætter sig USA’s intervention i Nicaragua. De samme mennesker, som La Botz kritiserer, var også imod USA’s indgreb i Libyen, som efterforlod dette tidligere blomstrende land som en katastrofalt mislykket stat, hvor slaveri nu praktiseres. Der er en lektie at lære om konsekvent anti-imperialisme, og det er ikke at støtte USA-støttede regimeskifter.

Nicaragua er blevet tragisk destabiliseret, som truer med at vende de store sociale gevinster, som Ortega-regeringen har opnået. Venstrefløjen bør forene sig om “USA ud af Nicaragua.” Lad det nicaraguanske folk vælge deres egen regering gennem valg, som de har i 2006, 2011 og 2016, da de genvalgte Ortega til præsidentembedet med stadigt stigende stemmetal.

Ud over de amerikanske støttede interesser og deres ngo-aktivister er utvivlsomt ægte sociale elementer i oppositionen til Ortega. Ligeledes kan ethvert politisk parti, især et, der har haft magten så længe som sandinisterne, få gavn af korrektion. Men disse er dagsordenspunkter, som skal behandles af det nicaraguanske folk uden udefrakommende indblanding. Befæstelsen af ​​polariserede positioner i et klima af oppositionsfremkaldt vold garanterer, at intet bliver rettet, og alle taber.

USA er verdens hersker, der pålægger global neoliberalisme. Ortega-regeringen i Nicaragua er blevet målrettet, netop fordi det ikke har tjent som en underdanig klientstat. Ortega-regeringens fald ville lukke endnu et rum for ethvert alternativ til imperiet for at overleve.

1 tanke om “Hvad er tilbage i Nicaragua efter Ortega”

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.