Er den næste amerikanske aggression mod Syrien allerede planlagt?

Af the Saker

Oversat af Leif

De ting, der behager, er dem, der bliver bedt om igen og igen
Horace

Bomb, Bomb, Bomb, Bomb, Bomb Iran
John McCain

Præsident Putin, Rusland og Iran er ansvarlige for at støtte Animal Assad. Stor pris …
Donald Trump

Det er svært at have dialog med folk, der forveksler Østrig med Australien
Vladimir Putin

Bis repetita

Det ser ud til, at vi kommer hele  cirklen rund: Anglozionisterne forbereder tilsyneladende igen at bruge de samme Hvide Hjelme (“gode terrorister”) til at udføre endnu et kemisk false flag angreb i Syrien og igen bebrejde regeringsstyrkerne for det. Russerne advarer igen hele verden på forhånd, og som sidste gang er (næsten) alle revnende ligeglade. Og der er endda rapporter om, at USA endnu engang overvejer at pålægge en (helt ulovlig) flyvezone over Syrien (jeg har ikke hørt dette en eneste gang siden Hillary’s præsidentkampagne). Og ligesom sidste gang ser det ud til, at USA’s mål er at redde de “gode terrorister” fra en stor regeringssejr.

Det ser ud til, at min forudsigelse om, at hvert “klik” bringer os et skridt tættere på “braget!”, er desværre tilfældet, og mens imperiet tilsyneladende har opgivet ideen om en omfattende rekonstruktion af Syrien, presser de neokonservative tydeligvis på for, hvad der kan vise sig at være et stort missilangreb på Syrien. Den kendsgerning, at affyring af et stort antal missiler nær/over/mod russiske styrker kan resultere i et russisk modangreb, hvilket igen kan føre til en større, muligvis nuklear krig, synes ikke at have nogen betydning i de neokonservatives beregninger. Sandt nok er de neokonservative for det meste ret dumme (“kortfrists-fokuserede”) mennesker, med en stærk følelse af overlegenhed og et messiansk syn på vores verden. Men det forbløffer mig, at så få mennesker i USA og EU er bekymrede over dette. På en eller anden måde er en atomkrig blevet så utænkelig, at mange har konkluderet, at det aldrig kan ske.

Det andet, som de neokonservative ikke synes at ænse, er, at situationen på jorden i Syrien ikke kan ændres ved hjælp af missilangreb eller bomber. For det første har det sidste amerikanske angreb afsløret, at amerikanske Tomahawks er et let mål for det syriske (for det meste forældede) luftforsvar. Selvfølgelig, USA kunne stole mere på AGM-158 JASSM, som er meget sværere at opfange, men uanset hvilke missiler der bruges, vil de ikke effektivt nedbryde de syriske militære kapaciteter, simpelthen fordi der er så få lukrative mål for krydsermissilangreb i Syrien til at begynde med. I betragtning af, at USA godt ved, at der ikke vil forekomme kemiske angreb (eller endog kunne finde sted, da USA har erklæret Syrien kemisk våben-fri i 2013), kan det Hvide Hus beslutte at bombe et par tomme bygninger og erklærer, at “dyret Assad” er blevet straffet, formoder jeg. Men selv et amerikanske missilangreb uden at møde modstand giver ikke nogen militær mening. Så det rejser spørgsmålet om, hvad der ville være meningen med et angreb på Syrien? Desværre er det bedste bevis for, at den kommende missilangreb har mindre at gøre med krigen i Syrien og meget mere at gøre med intern amerikansk politik.

Russiske og syriske muligheder

Der er også et par forskelle. Den største forskel er, at denne gang er den russiske marinestyrke i det østlige Middelhavsområde er meget større end sidste gang: 15 skibe inklusive to avancerede fregatter, admiral Grigorovich og admiral Essen (se en detaljeret rapport her: https://www.almasdarnews.com/article/russia-sends-largest-naval-fleet-ever-to-syrian-waters/) og to 636.3-klasse avancerede diesel-angrebsubåde. Det er en masse antiskibs-, antiluft- og antiubådsildkraft og endnu mere afgørende mange avancerede early warnings-kapaciteter. Da de russiske og syriske luftforsvar er blevet integreret med et enkelt automatiseret affyringssystem, betyder det, at syrerne vil se meget precist, hvad der foregår i og omkring det syriske luftrum (dette er specielt sandt for russerne ved at holde deres A-50U AWAC’er på 24/7 patrulje).

Hvad der har bekymret mig mest, er de forskellige rapporter (som denne), som siger, at den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo i sidste uge fortalte den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov, at “Moskva ville blive holdt ansvarlig”, hvis der indtraf et kemisk angreb. Med “Moskva vil være ansvarlig” mener tosserne i Washington DC “moralsk ansvarlig”, så er det bare det sædvanlige nonsens. Men jeg er bange for, at med certificerede skøre kuler som Bolton og Pompeo som ansvarshavende, kunne USA overveje at angribe russiske personel i Syrien (ikke nødvendigvis ved de godt forsvarede Khmeimin eller Tartus baser). Disse fyre kunne nemt vælge forskellige syriske militære installationer eller enheder, hvor russisk personale vides at være udstationeret og erklære, at de ikke var bevidst rettet mod russerne, og de ramte russere var “klart involveret” med de syriske kemiske våbenstyrker. USA har allerede udsat russiske statsborgere for kidnapning og tilbageholdelse, de kunne begynde at dræbe russiske statsborgere som det næste og derefter placere ansvaret for disse dødsfald på Kreml. Tror du ikke på det? Bare tænk på “Skripal”, og du vil se, at denne  ide ikke er så langt ude.

Russerne har også muligheder. En ting de kunne gøre, er at placere 6 (moderniserede) MiG-31’er i alarmberedskab i det sydlige Rusland (eller endnu bedre i Iran) og holde et par af dem kampklare på patrulje over Syrien (eller over Iran). Kombineret med A-50U’s “øjne” kunne disse MiG-31’er give russerne en formidabel kapacitet, især mod den amerikanske B-1B, der blev udstationeret i Qatar eller Diego Garcia. Indtil videre har MiG-31’erne ikke været i aktion i Syrien, men hvis missionen bliver at stoppe et stort antal krydsmissiler, vil de tilbyde en meget mere fleksibel og kompetent styrke end de få Su-35 og Su-30, i øjeblikket baseret i Khmeimim.

Men nøglen til at beskytte Syrien er at forstærke det syriske luftforsvar og tidlig varslingskapaciteten, især med avancerede mobile luftforsvarssystemer, især mange korte indtil mellemlange systemer som Tor-M2 og Pantsir-S2. Indtil dette mål er nået, vil USA og Rusland forblive i en yderst farlig “Mexicansk standoff“, hvor begge parter er engageret i det, jeg kalder en “nuclear game of chicken” med hver part truende den anden side, mens de regner med deres egen nukleare evne til at afholde et meningsfuldt modangreb eller gengældelse. Dette er yderst farligt, men der er meget lidt Rusland kan gøre for at stoppe de amerikanske ledere fra at komme tilbage til den samme strategi igen og igen. Indtil videre har russerne vist en virkelig bemærkelsesværdig grad af tilbageholdenhed, men hvis skubbet for langt, vil de næste skridt for dem være at gøre gengæld mod USA på en måde, som vil give dem det CIA kalder “plausible deniability” (jeg omtalte denne mulighed for over et år siden i denne artikel). Hvis angrebet direkte og åbent, vil russerne selvfølgelig ikke have nogen anden mulighed end at slå tilbage. Og mens det er rigtigt, at de russiske styrker i og nær Syrien er langt i undertal i forhold til USA/NATO/CENTOM’s styrker, har russerne en massiv fordel i forhold til USA med hensyn til langtrækkende krydsermissiler (se Andrei Martyanov analyse “Russia’s Stand-Off Capability: The 800 Pound Gorilla in Syria” for en detaljeret diskussion af dette emne).

Intet af ​​det ovenstående er nyt, verden har været fastholdt i denne situation i langt over et år nu, og der synes stadig ikke at være nogen ende i sigte. Desværre kan jeg kun være enig med Ruslan Ostashko: kun en massivt militær nederlag eller et ikke mindre massivt økonomisk kollaps vil stoppe de folk, der “som forveksler Østrig med Australien” til at opgive deres sindsyge stræben efter verdensherredømme med vold.

The Saker

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.