Folket sejrede i Nicaragua

Den geografiske placering, udvinding af naturressourcer, udnyttelse af billig arbejdskraft og muligheden for at opbygge en inter-oceanisk kanal har været de umiddelbar indlysende interesser i Mellemamerika. Dette har badet regionens historie i blod og modstand, og er grunden til, at den desperate karavane fra den nordlige trekant af landtangen (Honduras, El Salvador og Guatemala) faktisk er en konsekvens den amerikanske imperialisme.

I Nicaragua medførte valgnederlaget til sandinist-fronten i 1990 afviklingen af de sociale resultater af folkets revolution og medførte dybe forandringer i landets økonomiske, politiske og sociale struktur, som et resultat af anvendelsen af adskillige neoliberale pakker, der omfattede privatisering af større sektorer i økonomien og en udbredt reduktion af de offentlige udgifter.

Dette medførte et drastisk fald i livskvaliteten og en 46-punkts fald i Human Development Index samt jobusikkerhed, arbejdsløshed, udvandring fra landområderne, outsourcing og en stigning af den informelle økonomi og en dramatisk stigning i fattigdom, social ulighed og vold. Fremtidsudsigterne op til 2007 var triste, fordi ødelæggelsen forårsaget af befrielseskrigen blev forstærket af denne sociale katastrofe.

Siden 2007 er håb og liv vendt tilbage med sandinist-frontens overtagelse af regeringsmagten. Det absolutte antal underernærede mennesker i landet er blevet reduceret med halvdelen, adgangen til gratis uddannelse og sundhedsvæsen er sikret i landdistrikterne, mødredødeligheden er reduceret med 60% og spædbarnsdødeligheden med 52%, mens adgangen til elektricitet er steget fra 54% til 96% af befolkningen.

Nicaragua er det sikreste land i Mellemamerika og er på 6. plads på verdensplan for kvinders deltagelse i offentlige og borgerlige rum. Livet på landet har genvundet værdighed takket være en politik, der prioriterer og værdsætter familieøkonomien, hvilket gør det muligt at reducere fødevareimporten og blive 100% selvforsynende med bønner, majs, æg, mælk, frugt, løg, peberfrugter, tomater og oksekød.

Disse sociale fremskridt har ikke været fri for modsigelser – såsom alliancer med den private sektor og den katolske kirke, der varede indtil april 2018, da disse traditionelle modstandere af sandinist-kampen indledte et voldeligt kupforsøg. Frem for alt kan den nye sandinist-model være retfærdig beskyldt for ikke at finde en radikal vej mod opbygningen af en alternativ model til kapitalismen og ikke danne nye mennesker og et nyt samfund, der er i stand til at overvinde den systemiske kapitalkrise.

Kupforsøget fandt sted i en international kontekst, hvor højreekstremisme og fascisme er blevet konsolideret i Latinamerika. I Brasilien blev den tidligere præsident Lula fængslet for at forhindre ham i at blive præsident, mens fascist-præsident Jair Bolsonaro har mødt åbent med CIA. Mike Pompeo, USAs udenrigsminister, har åbenlyst sagt, at USA’s mål er at destabilisere og ændre regeringen i Venezuela, Cuba og Nicaragua, lande, der af Donald Trump betragtes som en ”ondskabsakse” på halvkuglen.

Kupforsøget var beregnet til at udrydde ikke kun sandinist-fronten fra den politiske magt i Nicaragua, men også at rive sandinismen ud fra folks hjerter og historiske hukommelse. Fremgangsmåden med at vanhellige og brænde historiske sandinist-fronts steder, ved at fjerne, slå, torturere, kidnappe og offentligt at myrde sandinister eller at brænde mennesker er ikke nyt i Nicaragua’s eller Mellemamerika’s historie.

Denne praksis stammer fra den spanske erobring, der offentligt torturerede oprørere. Den blev derefter anvendt af amerikanske soldater i militære interventioner, af Somoza-diktaturet og var en del af den amerikanske oprørsbekæmpelses-håndbog, der blev anvendt i mere end 30 år i Guatemala og El Salvador for at stoppe fremskridtene i folkenes revolution i disse lande. CIA’s kontra-hære anvendte denne praksis i bondesamfund i løbet af 1980’erne.

Formålet med denne praksis har altid været at skabe terror i befolkningen og at forhindre modstand. I 2018 blev sandinist-medlemmer moralsk påvirket af billederne af terrorvold, som da Francisco Arauz Pineda, en helt fra guerilla-kampen og søn af den legendariske bondeleder Amada Pineda Montenegro, en af ”Kvinderne i Cua” bande-voldtaget af Somoza’s nationalgarde, blev offentligt brændt med et sandinist-flag over hans krop den 16. juni 2018. Nicaraguanere blev grebet af panik og græd stille i deres hjem. På gaden så ingen hinanden i øjnene, og der herskede forvirring. Målet med psykologisk krigsførelse er at panikken skal sejre.

Oppositionens vejafspærringer var stort set bemandet af socialt ekskluderede fattige mennesker, der blev betalt for at skabe kaos og smerte. De blev politisk støttet af unge universitetsstuderende fra den øverste middelklasse, der fra komforten af deres hjem i beskyttede kvarterer misforstod virkeligheden om vejspærringerne, og som slugte massemediernes version af krisen.

Disse medier er nationalt domineret af oligarkiet. Amerikansk-ejede sociale mediefirmaer leverede platforme til en strategi, der aktiverede hundreder af unge mennesker, der tidligere var uddannet af the United States Agency for International Development (USAID) and the National Endowment for Democracy (NED) til at skabe en dominerende fortælling. Kuppets medie-blitzkrig, der brugte Facebook-annoncerings-sider til at sprede løgne, skabe had og opmuntre til vold, anklagede sandinisterne for volden mod sandinisterne. Alt, der lugtede af sandinist-tankegang, blev demoniseret i et forsøg på at ændre den “sunde fornuft” blandt det nicaraguanske folk, især ungdommen.

Den første sektor til at bryde denne psykologiske og rædselsbelejring var sandinistfrontens moralske reserve: de ældre medlemmer. De begyndte at omorganisere, kommunikere, præcisere, hvad der skete, ved at oprette studiekredse, der forklarede Gene Sharp’s manuskript til regimeskifte i kampens hede. De ældste sandinister kom for at undervise og kanalisere deres organisatoriske og moralske styrke.

I lyset af systematisk vold mod sandinist-familier var den eneste mulighed, lokal organisering til beskyttelse af familier, kvarterer og byer. Barrikader blev dannet i kvartererne og offentlige institutioner for at forhindre brandstiftelses-angreb og attentater.

Disse forsvarsbarrikader, der er sat op over uger i byerne og kvartererne i Nicaragua, var sammensat af medlemmer af sandinist-fronten fra forskellige generationer. De omfattede bedsteforældre, der havde deltaget i dannelsen af FSLN og kæmpet mod Somoza, bedsteforældre, der kæmpede mod modrevolutionen i 1980’erne, fædre og mødre, der kæmpede i 1990’erne “nedefra” til forsvar af revolutionens sociale resultater, såvel som mange anonyme helte.

Dette konglomerat havde lidt af alt: unge mennesker, gamle mennesker, gadesælgere, markedssælgere, de arbejdsløse, pensionerede, offentlige arbejdere, husmødre, tidligere soldater, men med en fællesnævner: disse barrikader bestod af Nicaragua’s arbejdere. I praksis lærte alle af alle, og naturlige ledere kom ud fra hjertet af kvartererne, der ofte ikke var en del af nogen af de officielle strukturer i sandinist-fronten.

Mangel på søvn, faren, den konstante spænding, deling af kaffe og cigaretter skabte de pludselige betingelser for intergenerationel dialog. Dette var politisk uddannelse i praksis: unge mennesker lærte, hvad det betyder at være en sandinist, principperne og værdierne fra 1970’ernes sandinister og det historiske indhold bag deres handlinger. Disse unge respekterede og værdsatte den gamle gardes mod og viden, mens de ældre respekterede de unges styrke og deres forståelse af virkningen af sociale medier. Da hovedvejene blev lukket af de højreorienteredes vejsspærringer, organiserede sandinister sig overalt i landet for at distribuere lokalt købt mad. 

Eliten i Nicaragua har længe troet, at folket er uvidende eller “naive”, som oligarkiets avis, La Prensa, udtrykker det. Eliten har altid fejlagtigt vurderet arbejderklassens evne til at skelne mellem utilstrækkeligheden af sandinisternes politiske og sociale projekt på den ene side og de store løgne, der bruges af den amerikanske imperialisme i Nicaragua på den anden side. De antog, at hvis nægtet deres evne til at leve normalt og sikkert, ville nicaraguanerne kræve en ny regering. Planen slog fejl, og sandinist-fronten mobiliserede flere mennesker på gaden fra april til september 2018 end i nogen anden periode i dens historie.

I denne periode så nicaraguanerne sig selv i et nyt lys og blev tvunget til at tage højde for styrker og svagheder ved den politiske proces, ved at leve i et kapitalistisk land med en socialistisk regering i skyggen af USA. Frem for alt demonstrerede disse tre måneders modstand tydeligt det enorme mod blandt befolkningen i Nicaragua, især dem uden jord, uden bil, arbejderne fra bykvartererne. Historien demonstrerede igen det nicaraguanske folks kapacitet til modstand og overlevelse, værdighed og styrke. Det var folkets visdom, som besejrede kuppet. 

Mens antallet af menneskelige ofre for det igangværende forsøg på regimeskifte i Nicaragua er langt færre end under kontra-krigen, er den store løgn på en måde endnu større end i 1980’erne. Mange mennesker i USA og Europa har troet på det meste af den propaganda, som kup-forsøgets mediemaskine udspyr. Dette har gjort det vanskeligere end nogensinde at vise solidaritet med nicaraguanere – ikke de velhavende, selv-emigrerede nicaraguanere, der er blevet interviewet på CNN og BBC, men almindelige, sårbare nicaraguanere, der ønsker at leve og arbejde i fred. Solidaritetsarbejderne i 1980’erne var kritisk vigtige for at modstå Reagans krig mod sandinist-revolutionen. Hvem vil være modstanden i Trumps krig mod latinamerikanske progressive bevægelser og regeringer?

Det er nødvendig for at forstå den slags ”fjerde generation” konflikter, der har er blevet importeret fra Østeuropa og Mellemøsten til Latinamerika i de sidste par år. Efterhånden som vestlige magter i stigende grad anvender regimeskifte, er det op til mennesker over hele kloden at genopbygge solidaritetsbevægelser og lære sandheden om, hvordan imperialistiske strategier forsøger at ødelægge den sociale sammenhængkraft og udnytter forvirring.

Den amerikanske regering har anvendt økonomiske, financielle og kommercielle sanktioner mod Nicaragua gennem den berygtede NICA-lov med den hensigt (ligesom tidligere erfaringer i Chile, Cuba, Venezuela og Nicaragua) for at ”få økonomien til at skrige”, som Henry Kissinger udtrykte det. I mellemtiden har USAID lovet flere millioner dollars til Nicaraguas højreorienterede opposition for at lønne en irregular konflikt mod forfatningsordenen. Mens kampen for den nicaraguanske uafhængighed og suverænitet langt fra er forbi, skal det faktum, at det nicaraguanske folk modsatte sig kolossen i 2018, være en kilde til styrke og håb for mennesker over hele jorden. Hvis Nicaragua kan, kan du også.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.