Hvad der virkelig skete i Nicaragua i 2018 – Myte og fakta. 1. del af 4

Vi kan alle være enige om mindst én ting: hvad der skete i Nicaragua i 2018 var hjerteskærende. Vi er måske uenige om tal eller kilden til tragedien. Men tabet af liv – de mange skader – grusomheder – det psykologiske traume – ødelæggelse af folks levebrød – ødelæggelse af økonomien – disse har haft varige virkninger på det nicaraguanske folk og andre, der elsker dem. 

Kan Nicaragua komme videre fra disse begivenheder? Et vigtigt skridt henimod helbredelse vil være for os alle at søge sandheden sammen. 

Læg venligst for et øjeblik til side, hvad du tror, du ved om konflikten i Nicaragua. Undersøg omhyggeligt fakta og argumenterne præsenteret nedenfor. Selvom de ikke er omfattende, er de tilstrækkelige til at få en tænkende person til at stille spørgsmålstegn ved, hvad der virkelig skete. 

Spørg også dig selv, hvad der kan være de forskellige aktørers motiver? Er det fornuftigt, at de ville handle på en bestemt måde i betragtning af deres holdning? 

Dette er første artikel i en serie, Hvad der virkelig skete i Nicaragua i 2018 – Myte og fakta, på fire artikler om fire almindelige påstande om krisen i Nicaragua – påstande, der er beviseligt falske. Hver af disse myter modbevises af udvalgte fakta og argumenter. 

MYTE nr. 1: Krisen, der begyndte i april 2018, var en spontan opstand fra almindelige mennesker (se f.eks. en artikel i Counterpunch.) 

FAKT nr. 1: Krisen blev bevidst forberedt med mange års planlægning i nogle sektorer, af oppositionsgrupper til den nicaraguanske regering; og der blev skabt kaos ved en massiv, forsætlig formidling af rygter og løgne samt kriminel aktivitet.

Den amerikanske regering og nicaraguanske ngo’ere: I flere år har USA finansieret uddannelse til ”demokrati- og menneskerettighedsfremme” i Nicaragua, der er rettet mod grupper, der er imod sandinist-regeringen. I 2017 alene modtog nicaraguanske civilsamfundsorganisationer og medievirksomheder over $ 31 millioner fra USAID, hvoraf 14,5 millioner dollars var fokuseret på to udgiftskategorier – “regering og civilsamfund” og “konflikt, fred og sikkerhed.”

Forestil dig virkningen af disse udgifter i et lille, fattigt land på kun 6,2 millioner mennesker: den amerikanske befolkning er mere end 52 gange større, og den gennemsnitlige løn i USA er omkring 5,5 gange højere end i Nicaragua. Under hensyntagen til disse to faktorer ville 14,5 millioner dollars svare til mere end 4,1 milliarder dollars, hvis det var rettet mod grupper i USA.

Men selv dette undervurderer virkningen, da mange nicaraguanere ikke har en løn til at sammenligne. Hvis man antager en gennemsnitlig husstandsstørrelse på 4,9, overlever 8% af befolkningen på små familiebedrifter, hvor yderligere 9% kun dyrker nok mad til at sælge noget af overskuddet. (Verdensbankens rapport, side 46). Andre nicaraguanere findes i den uformelle sektor i byer. Således er en betydelig procentdel af den nicaraguanske befolkning økonomisk sårbar i almindelige tider. Afhængig af hvordan amerikanske midler bruges – for eksempel på økonomiske sanktioner – kan virkningen være katastrofal. 

Man kan måske spørge sig selv, om man gerne vil have udenlandsk indblanding i ens lands økonomi og valg af sine politiske ledere. Alligevel har Nicaragua regelmæssigt lidt under en sådan indblanding fra USA.

Arbejdet i US National Endowment for Democracy (NED) fortjener også omhyggelig opmærksomhed. NED er historisk forbundet med den amerikanske efterretningstjeneste (CIA) og blev oprettet (ifølge medstifter, Allan Weinstein) for at ”gøre, hvad CIA gjorde, blot privat.” Under den blodige kontrakrig i Nicaragua gav NED ca. 15,8 millioner dollars til anti-sandinist oppositionsgrupper fra 1984-1990. I krisen i 2018, indrømmede endda kritikere af den nicaraguanske regering, at NED havde lagt grunden til opstand gennem økonomisk støtte til oppositionen. Mellem 2014 og 2018 gav NED over 4 millioner dollars til forskellige civilorganisationer. 

NEDs bånd til ungdomsbevægelsen er også tydelige: Civic Youth Movement (MCJ) i Nicaragua blev oprettet og finansieret af National Democratic Institute (NDI), som er en del af NED; og generalsekretæren for den studerende MCJ er også koordinator i Nicaragua for NDI.

COSEP’s rolle: To protester i marts og april 2018, før voldsudbruddet, blev udført på tvivlsomme grundlag af personer med ringe eller ingen interesseret i spørgsmålene. Den første af disse gav regeringen skylden for ikke at reagere effektivt med at beskytte det fjerntliggende biologiske reservat Indio Maíz mod en brand, selvom der blev brugt hærenheder, helikoptere og andet personale og udstyr. Der var bevis for, at branden blev startet af nogen, der brugte en slå-og-brænde landbrugsteknik. Nærliggende kvægfarmere havde også ønsket at udvide til dele af reservatet. Ingen opmærksomhed var dog fokuseret på disse detaljer. 

Den anden og større protest beskyldte den nicaraguanske regering for ensidige ændringer af det sociale sikringssystem (INSS), hvilket uretfærdigt skar fordele for de ældre, samtidig med at de krævede, at arbejdstagerne yder større bidrag. Faktisk vendte denne beskyldning sandheden på hovedet; det var big-business-interesser, der ville reducere fordelene.

Regeringen havde mødt i over en år med det øverste råd for private virksomheder (COSEP) og fagforeninger i et forsøg på at holde INSS-systemet solvent. Big business støttede de drakoniske ændringer, der blev foreslået af Den Internationale Valutafond (IMF): at fjerne julebonus (en 13. månedsløn), reducere pensioner, øge pensionsalderen fra 60 til 65 og fordoble antallet af arbejdede uger før kvalificeringen til social sikring (750 til 1.500), samt til privatisering af hospitaler og klinikker.

I stedet foreslog præsident Daniel Ortega ændringer (La Gaceta, side 2-3), der ville medføre mindre besvær for arbejdstagere i Nicaragua: små stigninger i bidrag fra ansatte (en stigning på 0,75%) og regeringen (1,75%) med en større stigning for arbejdsgivere (3,5%). Ortega foreslog også et bidrag på 5% fra hver alderspensionist for at yde INSS-sundhedsydelser til dem, der kun får en halv pension; dette ville hjælpe dem, der ikke havde betalt ind i systemet i den krævede mængde tid, inklusive familieoverlevende af stridende på begge sider af 1980’erne kontrakrig. Ortegas forslag eliminerede også ”loftet”, der tillader, at de rigeste nicaraguanere kun betaler en del af deres løn til socialsikringsfonden.

Det mest skadelige for den nicaraguanske regering var, at både masse- og sociale medier fejlagtigt repræsenterede Ortegas INSS-forslag som regressivt – med andre ord, som hvad IMF ønskede – når det nøjagtige modsatte var sandt. Dette var starten på en falsk oplysningskampagne af oppositionen.

Over for genstridige modstandere rykkede den nicaraguanske regering ikke fra princippet om at fastholde fordelene for arbejdstagerne. COSEP gik derefter fra forhandlingerne og opfordrede sammen med ngo-ere til protester mod Ortegas reformer og opfordrede arbejdstagere til at marchere på gaden sammen med studerende fra private universiteter. 

Med andre ord opfordrede erhvervslivet til gadeprotester, tilsyneladende på vegne af deres arbejdstagere velfærd, mens de faktisk handlede i deres egen interesse. Det er også bemærkelsesværdigt, at selvom nogle ældre personer engagerede sig i protester i et par dage, var det studerende uden direkte interesse for emnet, der kom ud for at protestere i stort antal. Hvorfor kunne dette ske?

Sociale medier: En koordineret kampagne på sociale medier, der blev påbegyndt øjeblikkeligt og samtidig i flere byer, blev lanceret på den første protestdag (18. april) sammen med tusinder af falske profiler, sponsorerede Facebook-annoncer og WhatsApp beskeder. Disse fordrejede fakta om det faktiske indhold af INSS-reformerne og rapporterede falskt, at en demonstrerende studerende  ved Central American University (UCA) blev dræbt af politiet den første dag. Uro over den påståede studerendes død spredte sig ud over de sociale medier og bragte flere demonstranter den anden dag, hvor der var yderligere falske rapporter om en ”studentmassakre.” Tre personer – ingen af dem demonstranter – døde den anden dag med protester, forskellige steder. 

Verónica Gutiérrez var en repræsentant for studentforeningen, UNEN, ved Polyteknisk Universitet (UPOLI), mens disse begivenheder fandt sted. I et senere interview bekræftede hun, at hun havde været på universitetet den 19. april, da sociale medier “eksploderede” med påstande om en studentmassakre der. Den dag foretog hun telefonopkald for at forsikre folk om, at universitetet var roligt; og hun og andre begyndte at kontakte udfra en liste over UPOLI-studerende for at sikre sig, at de var i orden. De var i stand til at bekræfte, at ingen UPOLI-studerende var død. Efter refleksion konkluderede hun senere, at begivenhedssekvensen havde været en politisk manipulation, hvor oppositions fokus hurtigt skiftede fra Indio Maíz til INSS-reformer, til dødsfald, der blev bebrejdet regeringen, til behovet for nye valg. 

Protestopbygning: Pludselig, i løbet af den første dag eller to af den udbredte protest, var der også et stort antal mortere tilgængelige og i brug, selvom disse småskala-skydevåben koster omkring $ 3 hver og ikke var overkommelige i nogen mængde for almindelige nicaraguanere. Nogle mennesker begyndte at spørge, hvad var kilden til så mange mortere med kort varsel? 

Tidligt i april-krisen begyndte de, der var i opposition til regeringen, også at konstruere tranques (vejspærringer) for at spærre gader og hovedveje ved hjælp af det materiale, der var til rådighed. Ofte var dette adoquines, også kendt som ”Somoza-brosten”, blokke, der kunne trækkes op fra hovedvejen og stables for at skabe en blokade. Borgerinitiativer af sådanne vejspærringer var ofte sket, historisk set, som svar på en regerings eller administrations handling. 

Kriminelle bander: I den aktuelle situation viste det sig imidlertid, at noget var anderledes. Flere og flere vejspærringer blev skabt over tid; men ofte blev de ikke betjent eller beskyttet af almindelige nicaraguanske borgere, som handlede i protest, men snarere af kriminelle elementer. I nogle tilfælde benyttede de lejligheden til at udpresse dem, der skulle gennem; i andre blev de betalt af oppositionsledere for at kontrollere spærringerne. 

Brugen af kriminelle bander til at skabe kaos for at styrte regeringer er blevet dokumenteret i andre latinamerikanske lande – og i Nicaragua selv i fortiden. Under kontrakrigen i 1980’erne bevæbnede amerikanske agenturer hemmeligt kontraerne via handel med kendte honduranske narkohandlere med forbindelser i kontra lejre. På samme måde var, ifølge vidner og politi, nogle ledere i den nyere vold i Nicaragua bandemedlemmer fra El Salvador; de kom til Nicaragua for at deltage i anti-regerings demonstranter, med det tilsyneladende motiv at åbne Nicaragua for narkotikaaktiviteter, som Ortega-administrationen havde formået at holde til et minimum. Der blev konstateret en stigning i bande- og kriminel aktivitet, der startede kort før og fortsatte ind i protesterne i april. 

Christian Mendoza, alias ”Viper”, en kendt bandeleder, blev fanget af politiet efter påstået kriminel handling med sine bandemedlemmer ved Polytechnic University (UPOLI) i Managua. Radio ABC, han tilstod en igangværende kriminel forbindelse med følgende fire ledere i civilsamfundet: 

  1. Felix Maradiaga har historisk portrætteret sig som en forkæmper for fred og demokrati. Han er direktør for Institute for Strategic Studies and Public Policies (IEEPP), der modtog mindst 260.000 dollars fra NED i perioden 2014-2018. Under protesterne rejste Maradiaga til Washington for at fordømme den nicaraguanske regerings påståede undertrykkelse på et møde med embedsmænd i Organisationen for Amerikanske stater. 
  2. Luciano Garcia er præsident for Hagamos Democracia, et netværk af journalister og aktivister. Denne organisation er den største modtager af NED-finansiering og har modtaget over $ 525.000 i tilskud siden 2014. Luciano Garcia har angiveligt erklæret, at Ortega har forvandlet Nicaragua til en “mislykket stat” og krævet hans øjeblikkelige fratræden. 
  3. Hugo Torres er en pensioneret hærgeneral, der blev oppositionsleder.
  4. Moises Hassan Morales er et tidligere medlem af FSLN’s regerende junta og tidligere borgmester i Managua. Han forlod FSLN i 1988. 

Ifølge Radio ABC sagde alias Viper, at Maradiaga og Torres kom til UPOLI for at give penge til en gruppe kaldet “8 de Marzo” (“8. marts.”) Finansieringen til gruppen var til at købe våben og narkotika og til at udføre terrorhandlinger.

I en anden videointerview sagde alias Viper, at Maradiaga kom til UPOLI flere gange, mest for at mødes med de mennesker, han direkte havde opsyn med. Viper mødtes kun en gang med ham, da Maradiaga distribuerede et papir, der forklarede, at formålet med deres aktiviteter var at skabe kaos. Viper sagde også, at Maradiaga og Garcia leverede våben til en anden mand, Pio Arellano, som distribuerede dem videre, som en del af planen for at skabe kaos. Alle Maradiaga’s besøg i UPOLI fandt imidlertid sted før en skadelig video dukkede op (også inkluderet i videointerviewet), der viser Maradiaga på UPOLI med Pio Arellano, som lufter et håndvåben. Maradiaga blev angiveligt ikke set på UPOLI efter dette. 

Der blev udstedt en arrestordre på Maradiaga og Pio Arellano i september; på det tidspunkt havde Maradiaga været i USA siden juli, og han er ikke vendt tilbage til Nicaragua siden.

Regeringens forsøg på løsning: I hele denne periode prøvede regeringen forskellige tilgange til at forstå og/eller løse krisen. Præsident Ortega opfordrede til en national dialog mellem forskellige sektorer i samfundet. Han bad den nicaraguanske konference af katolske biskopper (CEN) om at være mæglere i den nationale dialog, og de blev enige (se nedenfor). 

En anden tilgang var Kommissionen for sandhed, retfærdighed og fred (CVJP), der blev godkendt den 29. april i en særlig samling i den nicaraguanske lovgivende forsamling med en afstemning 74 for og ingen imod (det liberale parti deltog ikke). CVJP blev godkendt til at arbejde i tre måneder med den erklærede mission at “forstå, analysere og afklare de voldelige begivenheder og dødsfald, der har fundet sted i Nicaragua siden 18. april 2018.” Kommissionen, der blev taget i ed den 6. maj, var sammensat af fem, meget respekterede nicaraguanere: 

  1. Fr. Francisco Molina Oliú, franciskansk præst, en af de største eksponenter for befrielsesteologi i Nicaragua; tidligere præst ved Santa María de los Ángeles, der tjente som en “folkekirke” i det centrale Managua; grundlægger af Antonio Valdivieso Centrum; 
  2. Dr. Mirna Cunningham, Miskita feminist og oprindelige folks rettigheds aktivist; første Miskito/læge i Nicaragua; første kvindelige guvernør i den autonome region efter sandinist-revolutionen; 2011 – 2012, formand for det permanente forum om FN’s oprindelige folk spørgsmål; præsident for Association for Women’s Rights in Development (AWID); vicepræsident og stiftende medlem af de oprindelige folks initiativ for fred med Nobelprisenmodtageren Rigoberta Menchu; bestyrelsesmedlem, Verdens kvindefond; 
    1. Jaime Lopez Lowery, vicerektor for det offentlige nationale autonome universitet i Nicaragua (UNAN) i Managua; 
  3. Adolfo Jarquín, advokat for menneskerettigheder; 
  4. Cairo Amador, akademiker og intellektuel; bror til grundlæggeren af FSLN, Carlos Fonseca. 

“Kommissionen for sandhed, retfærdighed og fred er i dine hænder, og vi vil fortælle dig, at du er helt fri til at foretage de tilsvarende undersøgelser,” sagde Gustavo Porras, lovgivende præsident. 

Den 4. maj lancerede Nicaraguas anklagemyndighed også en undersøgelse af protesterne og dødsfaldene. “Vi vil starte en formel og ansvarlig undersøgelse af tab af studerende og det nationale politi,” sagde anklager Ines Miranda. 

Studerende og ikke-studerende: Den første session i den nationale dialog blev afholdt den 16. maj. Præsident Ortega og vicepræsident Murillo deltog sammen med repræsentanter for det nationale universitetssystem, fagforeninger og oppositionen den Civile Alliance For Retfærdighed og Demokrati, sammensat af COSEP, repræsentanter for “civilsamfund”-organisationer og repræsentanter for de studerendes bevægelse. En liste over større deltagere kan findes her.

I stedet for en dialog, råbte flere studenterrepræsentanter: ”Morder! Morder!”, da Ortega og Murillo kom ind i lokalet. Under diskussionen holdt studenteleder Lesther Alemán en lidenskabelig tale, hvor han beskyldte Ortega for at have stået i spidsen for et folkedrab. Han tilføjede, at de studerende ikke var til stede for at gå i dialog; snarere krævede de våbenhvile og fratrædelse af Ortega og Murillo.

Ikke alle studerende stillede disse krav. Leonel Morales, en studerende ved UPOLI og en repræsentant for studentforeningen UNEN, talte i protest mod overtagelsen af sit universitet af ikke-studerende og om de spærringer, der skaber vold og kaos. Han ville betale dyrt for sine offentlige kommentarer i en begivenhed, der bliver beskrevet senere. 

I begyndelsen af juni 2018 rejste tre nicaraguanske universitetsstuderende til Washington for at lobbye amerikanske regeringsembedsmænd for at få hjælp i deres kamp mod Ortega-administrationen. De blev ledsaget af Migueliuth Sandoval, enken efter journalisten Ángel Gahona, der var blevet dræbt den 21. april (angiveligt af politiet, men senere viste det sig at være af to lokale kriminelle som forklaret her, på engelsk og spansk). Deres rejse blev sponsoreret af Freedom House, en højreorienteret interessegruppe med amerikansk statsfinansiering. Mens de var i Washington mødte de og stillede op til fotos med de ultra-konservative senatorer Ted Cruz og Marco Rubio og kongresmedlem Ileana Ros-Lehtinen, forfatter af NICA-loven om anvendelse af sanktioner over for FSLN-embedsmænd og den nicaraguanske økonomi. De mødtes også med topembedsmænd i udenrigsministeriet og USAID. På alle disse møder opfordrede de til, at de amerikanske sanktioner blev anvendt over for seks centrale nicaraguanske ledere, og at USA presser på for, at Nicaraguas præsidentvalg, der er planlagt til 2021, blev flyttet frem.

Nogle studenterrepræsentanter, der imidlertid havde været aktive i protesterne og den nationale dialog, afviste denne betalte rejse til Washington. Harley Morales, leder af en af fem studerenterbevægelser i universitetetskoalitionen, fortalte avisen El Faro, at han var rystet: 

”Den rejse var meget underlig, vi er meget utilfredse med den tur, også med vores repræsentanter. Da vi planlagde det, var der allerede mange aktører, der ønskede at intervenere i  dagsordenen. Det skete fra begyndelsen. Jeg mener organisationer, oppositionspolitikere, nogle mere til højre … Denne rejse blev finansieret fra USA (Freedom Foundation) og der blev pålagt dem en dagsorden, og det er forfærdeligt. Det var dem, der besluttede hvilke studerende, der skulle rejse…. 

”Vi havde en klar idé om, at de ville deltage i OAS’s generalforsamling…. Vi vidste ikke om møderne med Ted Cruz, Ileana Ros eller Marco Rubio. Vi er meget utilfredse med det…. De fortalte ikke, at de skulle til disse møder…. Alle bevægelser har nu rådgivere. Dem der har magten. Børn af politikere, forretningsfolk…. ”

I mellemtiden blev der uro ved forskellige offentlige universiteter i Nicaragua, og to af disse blev indtaget og overtaget. Der blev fundet bevis for bevidst bedrag af nogle demonstrerende studenter i forbindelse med de allerede nævnte kriminelle bander. Et eksempel er Dania Valeska, en studerende ved UNAN i Managua, som sammen med andre var involveret i beslaglæggelsen og overtagelsen af det offentlige universitet. Hun blev optaget på en video, der indbød et tårevældet farvel til sin mor, mens hun angiveligt stod over for døden, der gemte sig bag en barrikade under en længere skudkamp; historien er fortalt mere detaljeret i kapitlet om medierne, der er omtalt tidligere. 

Valeska blev senere arresteret og afgav vidnesbyrd om besættelsen af universitetet af flere bander, der blev stratificeret i deres roller, magt og adgang til lokationer på campus. Under overtagelsen blev repræsentanter for UNEN, studentforeningen, drevet ud af bygningen, og de få resterende demonstrerende studerende (inklusive Valeska) blev begrænset til biroller, herunder forbrydelser som tyveri. 

Vær opmærksom på Valeska’s opførsel under hendes vidnesbyrd til politiet. Hun forekommer ikke truet på nogen måde, selvom hun senere hævdede, at politiet pegede pistoler mod hende. 

En lignende beslaglæggelse og overtagelse fandt sted på Polytechnic University (UPOLI) i Managua. I det samme interview, der tidligere blev nævnt, diskuterede UPOLI-studerende Verónica Gutiérrez bedraget af studerende, der fandt sted i de første dage af protesterne, med stærkt væbnede ikke-studerende, der kontrollerede tredje sal på hendes universitet. Hun var UNEN-repræsentant på sin skole og deltog senere i den nationale dialog. 

Yderligere oplysninger om UPOLI blev leveret af den tidligere nævnte arresterede kriminelle alias Viper, som tilstod hans forbindelser til sin egen bande og til organiseret kriminalitet mere vidtgående. Viper brugte UPOLI som et mødested og angiveligt bragte så mange som 35 personer ind med våben, lavede Molotov-cocktails og opfordrede ungdommen til at angribe regeringssymboler for at skabe kaos. Den tredje sal var uden for grænserne for dem, der besatte universitetet, undtagen for banden; nogle fangede ofre blev tortureret på tredje sal. 

MRS’s rolle: Dania Valeskas vidnesbyrd indeholdt også oplysninger om MRS (Movimiento Renovador Sandinista), en politisk organisation og et tidligere politisk parti, der er imod FSLN-regeringen. Valeska oplyste, at hun under besættelsen af UNAN opererede sammen med en ung kvinde, hvis fornavn hun gav, Yesbeling, alias Pancha. Pancha havde angiveligt myndighed på mellemniveau blandt dem, der overtog universitetet; hun fortalte Valeska og andre, at hun var i regelmæssig kontakt med Dora María Tellez, MRS-stifter, og modtog midler fra Tellez beregnet til brug for dem, der besatte UNAN. De, der befandt sig i bunden af hierarkiet af okkupanter, som Valeska, fik ikke meget gavn af disse midler, og klagede over en mangel på mad og vand, mens de angiveligt skummede fløden på de øverste niveauer. 

Der er også tegn på, at MRS var involveret i overtagelsen af UPOLI. Verónica Gutiérrez, Leonel Morales og andre UNEN- og arbejdstagerrepræsentanter afholdt en pressekonference den 26. april, hvor de fordømte overtagelsen af deres universitet af ikke-studerende og oplyste, at de blev finansieret af MRS, der angiveligt bragte våben, tøj og mad til disse ikke-studerende. Studerende rapporterede, at de så forskellige MRS-ledere ved UPOLI i denne periode, f.eks. Victor Hugo Tinoco, som havde møder med dem, der havde højtstående positioner i besættelsen.

Den katolske kirkes hierarkis rolle: Kirkens ledere spillede en afgørende rolle under krisen, og de var langt fra uvildige. I deres søndagsmesser støttede flere den kollektive modstand mod regeringen, Civic Alliance. Desuden overrakte den nicaraguanske konference for katolske biskopper (CEN) på et privatmøde i begyndelsen af juni Daniel Ortega et brev med betingelser, der skal være opfyldt; og CENs sekretær, Monsignor Mata fra Estelí, opfordrede offentligt præsident Ortega til at fratræde og advarede om, at han eller hans familie ellers kunne blive dræbt. Således placerede disse katolske ledere sig i en situation, hvor de havde en alvorlig interessekonflikt. 

Især viste Monsignor Báez sig “som oppositions ansigt med en befalende fremtræden på de sociale medier.” Han hævdede, at der ikke var nogen modsigelse mellem rollen som mægler og forsvarer. ”En ting, der skal være klar, er at det at være mæglere i en dialog ikke gør os neutrale overfor uretfærdighed, for krænkelser af menneskerettighederne, for uskyldiges død,” sagde han. 

Præsident Ortega ændrede sin holdning til kirkeledere over tid. ”Jeg troede, de var mæglere, men nej,” sagde han. ”De var forpligtet til kupmagerne, de var en del af planen med kupmagerne.” Han afviste også et forslag fra biskopperne om at rykke valget i 2021 til 2019. 

Kommissionens 5. februar 2019-rapport: Sandhed, retfærdighed og fred (CVJP) inkluderede denne kommentar (side 57):

”Gennem hele processen fastholdt visse biskopper, at de kunne udføre to roller på samme tid: mæglernes og forsvarernes for sektoren i opposition til regeringen.… Denne fejl havde alvorlige konsekvenser. Nogle biskoppers sprog radikaliserede og ophidsede gemytterne og førte endda til stærke splittelser i det katolske samfund.”

I nogle tilfælde blev almindelige mennesker oprørte over kirkeledere, da de så ledere, som ikke forsvarede dem, til fordel for andre. Et eksempel på det var i Diriamba i juli 2018. Ældre katolske præster, herunder Monsignor Báez, rejste en times tid fra Managua til Diriamba for at redde en gruppe ”franciskanske missionærer og førstehjælpere” angiveligt fanget i basilikaen. Ved ankomsten blev de antastet af en vred skare, der kaldte dem mordere. Monsignor Báez’s skjorte blev revet, og han fik et snit på armen.

Hvorfor skete dette? Fordi folk netop havde genindtaget deres lokale kirke, som havde været under kontrol af oppositionen og kriminelle elementer. Som beskrevet i denne sang og andre kilder, folket opdagede et lager af våben i kirken, opbevaret der med tilladelse. Der blev også fundet en stor mængde medicinske forsyninger fra det lokale sundhedscenter. Mindst en person var blevet kidnappet og holdt i flere dage i kirken, indtil folk reddede ham. Og til sidst havde beboerne i Diriamba lige døjet med en måneds vold ved lokale vejspærringer – og ingen præst eller biskop var nogensinde kommet for at checke deres velbefindende. Mens nyheden om Monsignor Báez’s mindre skade spredte sig rundt om i verden, modtog de underliggende årsager ingen sådan opmærksomhed; og den vrede menneskemængde blev benævnt “paramilitær.” 

For at opsummere: Flere sektorer er blevet identificeret for deres længerevarende engagement i denne tilsyneladende pludselige “opstand:” den amerikanske regering, via USAID, NED, visse medlemmer af Kongressen og NICA-loven; NGO’er og en ungdomsbevægelse finansieret af NED og USAID; den store erhvervssektor repræsenteret af COSEP; kriminelle bander; nogle universitetsstuderende; Movimiento Renovador Sandinista (MRS); og hierarkiet i den katolske kirke. 

Kilde: Live from Nicaragua

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.