Myanmar: Sleepwalking ind i Washingtons næste regimeskifte-krise

Af Brian Berletic er en Bangkok-baseret geopolitisk forsker og forfatter, især for onlinemagasinet “New Eastern Outlook

Krisen i Sydøstasiens Myanmar fortsætter med at vokse efter den militærledede afsættelse af Aung San Suu Kyi fra februar 2021 og hendes parti National League for Democracy (NLD).

Volden mellem USA-støttede oppositionsgrupper sammen med USA-bevæbnede og uddannede etniske oprørere og centralregeringen er blevet fokus for de vestlige medier såvel som de vestlige regeringer selv.

Ligesom tilfældet var i Libyen i 2011, forsøger den amerikanske regering, de vestlige medier og et globalt netværk af USA-finansierede fronter, der posere sig som rettighedsgrupper og ikke-statslige organisationer (NGO’er), at fremme sagen om at gribe ind i Myanmar – først gennem sanktioner og derefter til sidst gennem anerkendelse af og yde direkte støtte til en USA-støttet parallel regering og de væbnede grupper, der kæmper på dens vegne.

Målet med at destabilisere Myanmar afspejler lignende propagandakampagner, vold og ustabilitet i Kinas Xinjiang-region, Baluchistan i Pakistan og praktisk talt overalt hvor Kinas One Belt, One Road-udviklingsprojekt er aktivt – at omslutte Kina med kaos og begrænse Kinas opstigning på international scene.

For at sælge endnu en episode af USA-manipuleret regimeskifte  rundt om i verden bruger de vestlige medier 3 vigtige talepunkter for at presse nationer rundt om i verden og især i Sydøstasien – til at hjælpe med at fremme amerikanske udenrigspolitiske mål i forhold til Myanmar.

1. “Volden skal ende”

Naturligvis bør volden ende. Men den amerikanske regering, vestlige medier og vestlig støttede fronter taler kun om vold udført af Myanmars militær og politi.

Overhovedet intet nævnes om oppositionsvold.

Ligesom USA og de vestlige medier gjorde under det “arabiske forår” i 2011, det amerikanskstøttede 2014-kup mod den ukrainske regering eller de nyere USA-støttede optøjer i Hongkong – der nævnes slet ikke oppositionsvold .

Selv nyhedsmedier som CNN indrømmer i artikler som: “Myanmars militær fører krig mod sine borgere. Nogle siger, at det er tid til at kæmpe tilbage,” at oppositionen kommer i besiddelse af krigsvåben – volden bliver stadig afbildet som “ensidet.”

Disse talepunkter gentages endog af medier, politikere og diplomater i hele ASEAN.

Men hvis et problem skal løses fuldt ud, skal det forstås fuldt ud.

At fordømme og standse kun halvdelen af ​​volden i en igangværende væbnet konflikt er den samme opskrift på katastrofe, som blev brugt til at ødelægge Libyen, næsten ødelægge Syrien, destabilisere Ukraine og lade nationer som Yemen ødelagt, ligesom massive og igangværende humanitære kriser i de kommende år.

2. “Demokrati skal vende tilbage til Myanmar”

Mens Myanmar faktisk havde valg, der resulterede i, at Aung San Suu Kyis NLD overtog magten – er dette ikke valg, der – under nogen omstændigheder – kunne betragtes som “retfærdige og frie”.

De amerikanske og britiske regeringer har i årtier hældt penge og politisk støtte i Aung San Suu Kyis politiske maskine – både ved direkte støtte til NLD såvel som ved at skabe et massivt landsdækkende netværk af fronter, der består af NGO’ere til at støtte NLD før, under og efter valg.

Den amerikanske regerings National Endowment for Democracy (NED) lister alene over 80 programmer (der er optaget), der udgør de kerneorganisationer, der udgør Aung San Suu Kyi’s politiske base, der blander sig i områder lige fra medier og lovgivning til uddannelse og infrastruktur til politisk kampagne og meningsmålinger til økonomiske anliggender og ressourceforvaltning.

Aung San Suu Kyi har selv rejst til Washington DC specifikt for at mødes med US NED.

Demokrati er en proces med selvbestemmelse. NLD’s udenlandske bånd og opbakning repræsenterer akut udenlandsk indblanding i Myanmars interne politiske anliggender.

Hvis ubegrundede påstande om “russisk indblanding” i Amerikas valg har skabt en politisk krise med amerikanske politikere, der hævder, at det amerikanske demokrati er under alvorlig, hidtil uset trussel, hvilken slags trussel står Myanmars demokrati så overfor, da dets vigtigste oppositionsparti opretholder bekræftede politiske og økonomiske bånd til en fremmed magt?

3. “Myanmars militær skal stoppe med at trodse verdensopinionen”

Hvis det “internationale samfund” kun er en eufemisme for Wall Street, Washington, London og Bruxelles, så er “verdensopinionen” blot en eufemisme for vestligt fremstillet samtykke frembragt af Vestens stadig massive og indflydelsesrige globale medie-netværk.

Således er “verdensopinionen”, hvad de vestlige medier siger, at det er.

Kun den ene side af historien fortælles – Facebook, Twitter, Google via YouTube har sørget for at efter en koordineret kampagne for at rense tilstedeværelsen af ​​Myanmar’s militær og regering fra deres platforme, som Forbes rapporterede i deres artikel, “YouTube Joins Facebook In Taking Down Channels Run By Myanmar’s Military In Coup Fallout.”

Og som tilfældet var med hensyn til “masseødelæggelsesvåben” i Irak i 2003, amerikansk militær aggression mod Libyen og Syrien begyndende i 2011, kuppet mod ​​den ukrainske regering i 2014 eller endda den nylige uro i Hongkong og Thailand – er historien fortalt om Myanmar fra de vestlige medier baseret på kontrollerbare løgne og bevidste undladelser.

Vi får at vide, at fredelige pro-demokratiske demonstranter bliver brutaliseret af Myanmars militær og politi.

Vi får ikke at vide, at disse demonstranter er de samme grupper, der angreb Rohingya-samfund i dee senere år og dræbte beboere og brændte virksomheder og hjem til jorden, og at de for nylig har brugt det samme niveau af vold i gaderne mod statens sikkerhedstyrker.

Vi får at vide, at lederne af den nye “nationale enhedsregering” oprettet parallelt med Myanmars militærledede centralregering er et forsøg af Myanmars folk om at genoprette demokrati i landet.

Vi får ikke at vide, at nøglepersoner som “veteran-demokrati-aktivist” Min Ko Naing tidligere havde forsøgt at udvise nationens Rohingya-mindretal fra landet og nægtet dem status som en af ​​nationens etniske grupper – som bemærket selv i vestlige venlige publikationer som Frontier Myanmar i artikler som: “Activists championed by rights groups have history of anti-Rohingya messaging.”

Og selvfølgelig nævnes ingen af ​​oplysningerne om Washington og dets allierede, der har blandet sig i Myanmar i årtier – inklusive støtte til væbnede militante grupper i Myanmars fjerntliggende regioner -er overhovedet nævnt af de vestlige medier. Hvis det var tilfældet, ville det komplicere den forenklede “gode versus onde” fortælling, som Vesten bruger til at verden til endnu en regime-skifte-krise.

Hvis verden blev fortalt sandheden om Myanmar, ville “verdensopinionen” være meget anderledes, og Myanmars militære forsøg på at opretholde sammenhold og kontrol over landet versus udenlandsk finansierede oppositionsgrupper og væbnede etniske separatister ville blive betragtet som et forsøg på at undgå et andet Libyen og Syrien – og ikke den katastrofe, som USA hævdede ville ske, hvis “verdenen” ikke greb ind – men den katastrofe, der udfoldede sig, fordi USA hypnotiserede verden til at gribe ind.

Brian Berletic er en Bangkok-baseret geopolitisk forsker og forfatter, især for onlinemagasinet “New Eastern Outlook”.

Oversat af Leif Jacobsen fra landdestroyer.blogspot.com