JD Vance kommer ind i München som en vikingbersærker i hjertet af det Carolingske Rige, en mand fra landet med indkøbscentre og kornmarker, der står foran den europæiske selvbedrags forfaldne arkitektur. Han beder ikke om audiens hos den tyske kansler Olaf Scholz, for hvorfor forhandle med et spøgelse? Et spøgelse, som snart vil blive glemt, begravet i hans egen mislykkede Zeitenwende tale, det epokegørende skifte, der aldrig ændrede sig. Amerikanerne, frimodige og ligeglade, marcherer fremad; de ser intet behov for høflige narrativer. “Vi behøver ikke at se ham; han bliver ikke kansler længe.” Sandhedens brutalitet, talt uden den diplomatiske parfume, der engang maskerede den vestlige liberalismes rådnende lig.
Friedrich Merz, den kristendemokratiske kanslerkandidat ved det kommende valg (23. februar) og en apostel for styret tilbagegang, står ved prædikestolen og ryster over for det nye korstog. “Der kommer en brutalt hård besked,” advarer han. München, den gamle by, hvor der blev indgået aftaler og mægle falskheder, vil i stedet være vært for en konfrontation. Amerikanerne sælger ikke længere sikkerhedsforanstaltninger og eventyr; de kræver et opgør. Europa, den visne løve, der stadig forestiller sig selv som den moralske ordens dommer, vil blive fortalt: stands migrationsbølgen, anerkend opstanden og indrøm, at folket – det virkelige folk, folket – ikke skal frygtes, men tages i betragtning.
Vance, herolden af det nye amerikanske imperium, taler i ligefremme toner: massemigration er et våben; progressivisme er en dødskult; censur er det sidste gisp fra en herskende klasse, der ved, at den har tabt krigen om legitimitet. De europæiske eliter, de blodløse teknokrater, der bruger ord som “desinformation” som en knebel mod de vågne masser, er arvingerne til de sovjetiske kommissærer, de engang udskældte. Ironien er tyk, kvælende, som smoggen over fabrikkerne i Ruhr. Vance og Trump erklærer, at spillet er slut. Illusionen om enhed er knust; det virkelige Europa – suverænitetens, den etnokulturelle vitalitets Europa, af en ubrudt slægt, der strækker sig tilbage til Karl den Store – rører i hendes dvale.
Merz kalder det et vendepunkt, men han misforstår bølgen. Det er ikke det liberaliserede konservative “vendepunkt” for velordnet overgang og afmålt retorik. Det er et eskatologisk brud, en epokedom. Dæmningen er ved at gå i stykker, og den gamle orden er desperat efter at lappe sine sprækker med tomme slogans og falske fromheder. Men ingen mængde blæk på siderne i Frankfurter Allgemeine vil holde stigningen tilbage. Folk gennemskuer fup.
I München tales der om en ny linjeføring. Amerikanerne skubber med deres rå åbenhed frem for en simpel sandhed: konsensustiden er forbi. Vance bønfalder ikke, og han forstiller sig heller ikke. Han forlanger. Han kræver, at Europa vågner op, at hun tager sit eget parti i kampen om sin sjæl, at hun afviser masseindvandringens dødsspiral og en udmattet liberalismes påtvungne moral. Han siger til Tyskland: Lad være med at frygte dit eget folk. Stop med at behandle dem som farlige børn som skal kontrolleres og bringes til tavshed. Lyt til dem. Arbejd med dem. Selv AfD, pariaen, skal høres. Censur er de svages sidste tilflugtssted.
Dette er ikke en konference. Dette er ikke en debat. Dette er det øjeblik, hvor masken falder, og kamplinjerne tegnes. Vance, den nye æras hammer, gør det klart: Amerika er ikke længere håndhæveren af europæiske vrangforestillinger. Fortidens orden smuldrer, og i stedet for dukker noget sværere, noget sandere, noget virkeligt frem.
Sikkerhedskonferencen i München bliver ikke den samme igen. Illusionernes tidsalder er forbi. Den store konfrontation er begyndt.
Af Constantin von Hoffmeister, oversat fra eurosiberia.net
Oversættelse: Google og Leif Jacobsen
Skriv et svar