Dette er blot en statusrapport, for det er stadig for tidligt at sige, hvordan den endelige konklusion af Ruslands SMO i det tidligere Ukraine vil se ud, og vigtigst af alt, hvor Rusland vil vælge at trække grænsen mellem den russiske verden, den holder hellig, og Vildmarken vest for den, som den vil beslutte at være uden interesse. Men det er ikke for tidligt at sige, at operationen ser ud til at være en succes.
Hovedmålet med SMO var at beskytte det russiske folk på tidligere ukrainsk territorium, som ikke havde noget ønske om at acceptere den nynazistiske ideologi fra Banderite-juntaen.
(Stepan Bandera er den store ukrainske helt, der fejres af Kiev-regimet. Han er i virkeligheden en snigmorder, en terrorist dømt til døden, dommen blev derefter ændret til livsvarigt fængsel i Polen, som derefter blev løsladt, da Nazityskland invaderede Polen. Han arbejdede derefter sammen med de tyske nazister for at forsætte handlinger med folkedrab mod jøder, polakker, russere og andre minoriteter, som chokerede selv tyske nazister. Efter krigen flygtede han til München, hvor han blev elimineret af en KGB-agent.)
I februar 2022 var de ukrainske tropper, overdådigt udstyret og udstyret af NATO, klar til at iværksætte et folkemordsangreb mod byen Donetsk og det omgivende tætbefolkede, industrialiserede hjerteland i Donbass-regionen. Dette angreb blev forpurret med succes. Dette var Ruslands første sejr i SMO.
Siden da er målet om at beskytte den russiske befolkning kun delvist blevet opfyldt med inkorporeringen af det tidligere ukrainske Krim, Lugansk, Donetsk, Zaporozhye og Kherson i Den Russiske Føderation. Selvom Donetsk, Zaporozhye og Kherson fortsat er under delvis ukrainsk besættelse, sker der stadige fremskridt med at befri dem. I løbet af det seneste år har russiske tropper sikret sig kontrol over 5000 km2 territorium og vigtigst af alt har de skubbet ukrainsk artilleri langt nok væk fra Donetsk og dets forstæder, hvilket for det meste har sat en stopper for ukrainske terroristers beskydning af civile. Der er stadig andre regioner i det tidligere Ukraine, herunder som minimum Nikolaev, Odessa, Dnepropetrovsk, Kharkov, Sumy og Kiev, som har været russiske i alt mellem tre og elleve århundreder. Deres endelige ordning mangler at blive fastlagt, og målet om at beskytte den russiske befolkning er på nuværende tidspunkt kun delvist nået.
Et hovedmål med SMO var at forhindre Ukraine i at tilslutte sig NATO og at stoppe NATO’s ekspansion mod Ruslands grænser og dets indgreb på russisk territorium. Nylige udtalelser fra den anden Trump-administration indikerer, at det endelig er gået op for Washington, at russerne aldrig vil tillade Ukraine at tilslutte sig NATO, og planen om at tillade det er blevet annulleret. Dette er et stort gennembrud
Et meget vigtigt aspekt af SMO var at forhindre enhver direkte militær konflikt med USA. Dette ser ud til at være opnået med genoprettelsen af normale diplomatiske forbindelser mellem Den Russiske Føderation og USA iværksat af Trump-administrationen. Verden var i en periode i betydelig fare for nuklear eskalering takket være Biden-administrationens og dens senile leders inkompetence, og det kunne være blevet meget værre, hvis han blev erstattet af den mentalt retarderede Harris, men verden ser ud til at have undviget den kugle, indtil videre.
Et erklæret mål for SMO var de-nazificering. Den legalistiske fortolkning af dette udtryk er at sikre, at nazister ikke længere har kontrol over den ukrainske regering. Men det kunne have været en midlertidig betingelse, givet hvor let ukrainsk politik har været for eksterne kræfter (US State Dept., USAID, NED, CIA…) at manipulere. Hvad Ruslands væbnede styrker i stedet har opnået, var en fysisk snarere end en politisk løsning og dermed en permanent: den fysiske eliminering af de fleste ukrainske nazister. De er for det meste døde, og i betragtning af Ukraines absolut dystre fødselsrate og hurtige affolkning er det usandsynligt, at de vil regenerere i stort antal. Ikke desto mindre er der stadig et stort antal (ti til hundredtusindvis) af ukrainske nazistiske krigsforbrydere, som Rusland kan forfølge og procedere. Ligesom med nazijægerne efter Anden Verdenskrig kunne denne proces tage mange årtier.
Selvom det ikke var et erklæret mål for SMO, er et rart for Rusland at have, at eliminere det Ukraine, der er en fjendtlig stat, som en i stand til at opruste for til at true Ruslands sikkerhed. Dette mål er i vid udstrækning nået. Næsten al industriproduktion i Ukraine (engang den højest industrialiserede del af USSR) er blevet permanent lukket. Tilbage er kun lidt af småindustrien organiseret til at samle droner, som ukrainerne angriber russisk territorium med, hvilket forårsager begrænset skade.
En god ting at have var også reintegrationen i Rusland af den mest værdifulde jord, både frugtbar landbrugsjord og naturressourcerne derunder, som var blevet skåret ud fra Rusland og omfordelt til den nyoprettede ukrainske Socialistisk Sovjetrepublik af V.I. Lenin kort efter den russiske revolution. Brugen af disse ressourcer giver allerede Ruslands økonomi et meget velkomment løft.
En anden velkommen bivirkning var det 2-3 millioner indbyggertal, som Rusland har modtaget fra indbyggerne i Ruslands nye regioner samt fra russerne, der er flygtet fra territorier, der stadig holdes af Kiev-regimet. Der er en kontinuerlig strøm af mennesker ud af Kiev-kontrollerede territorier til EU og derfra til Sheremetyevo Lufthavn i Moskva, hvor der er etableret et filtreringscenter. Tilstrømningen af mennesker fra det tidligere Ukraine hjælper med at afhjælpe Ruslands personalemangel, som har begrænset Ruslands ret hurtige økonomiske vækst (omkring 4 % om året).
Et erklæret mål for SMO var demilitariseringen af Ukraine. Dette blev stort set opnået i løbet af 2022, hvor langt størstedelen af Sovjettidens våben, der var tilbage i Ukraine, blev ødelagt, men derefter trådte NATO ind og genoprustede de ukrainske væbnede styrker, først med Sovjettidens våben, der blev klunset fra forskellige tidligere østbloklande, derefter med våben fra Vesteuropa, USA og andre steder. På grund af denne udvikling gennemgik opgaven med at demilitarisere Ukraine medførte en betydeligt forlængelse af missionen og kom til at omfatte demilitariseringen af hele NATO i form af udtømning af dets arsenaler sammen med dets forsyning af lejesoldater, hvoraf omkring halvdelen nu er døde eller savnet. Dette mål er stort set nået: NATOs arsenaler er nu stort set tomme og vil tage mange år at genopbygge.
Demilitariseringen af Ukraine har således naturligt udvidet sig til demilitarisering af hele NATO. I betragtning af at drivkraften bag NATO er USA, og at USA er knust (se tidligere artikel om gældstsunamien), er dette en håbefuld udvikling for Ruslands sikkerhed. Trump har for nylig foreslået, at USA, Kina og Rusland alle er enige om at halvere deres forsvarsudgifter. Dette er en god start. Det næste skridt er, at USA ensidigt halverer sine forsvarsudgifter, da det er det eneste, der står over for et stort økonomisk problem. Det sandsynlige endelige resultat – at USA trækker sine styrker tilbage fra sit geografiske fodaftryk, hvilket er noget, det bør forsøge at gøre, før pengene løber tør – er noget, som Rusland og Kina kun kunne have håbet på.
Et erklæret mål for SMO er at genetablere Ukraines militære neutralitet. Ser man bort fra spørgsmålet om, hvorvidt Ukraine overhovedet vil fortsætte med at eksistere, ser dette mål ud til at være inden for rækkevidde, nu hvor Donald Trump har meddelt, at der ikke vil være nogen amerikanske tropper udstationeret i Ukraine. Der var indtil for nylig et spørgsmål om, hvorvidt der ville være NATO-tropper udstationeret i Ukraine, men Trump ser også ud til at have svaret på det spørgsmål: Hvis nogen tropper fra NATO-nationer nogensinde bliver sendt dertil, ville de ikke gøre det som en del af NATO og ville ikke være omfattet af den sagnomspundne artikel 5, som nogle mener, giver mulighed for gensidigt forsvar, hvorimod den faktisk blot sørger for en gensidigt frugtesløs diskussion.
De seneste diskussioner blandt en udvalgt gruppe af NATO-medlemmer har gjort det klart, at de ikke har nogen interesse i at sende nogen tropper til Ukraine. Måske har de endelig erkendt, at russerne mener alvor med deres krav om, at der ikke skal være udenlandske tropper på ukrainsk jord. Hvad det betyder er, at disse tropper ville være legitime mål og underlagt eliminering. Det lille antal tropper, som hele NATO, bortset fra amerikanere, kunne deployere til Ukraine, ville gøre det til et par ugers arbejde for russerne at udslette dem, givet den hastighed, hvormed de udsletter det ukrainske militær. Den kendsgerning, at europæerne ser ud til at erkende tåbeligheden ved en sådan indsats, er et håbefuldt tegn.
Men sådanne forskydninger er kun begyndelsen på en proces, der i sidste ende skulle føre til opløsningen af NATO, som burde være blevet opløst sammen med Warszawapagten, som næsten den dag i dag ophørte med at eksistere for 34 år siden. På det tidspunkt afgav amerikanske repræsentanter et højtideligt løfte til sovjetiske repræsentanter om, at NATO ikke ville udvide endnu en tomme mod øst. Dette løfte er blevet overtrådt, og denne situation skal nu rettes op, for at Ruslands forhold til Vesten kan vende tilbage til det normale. Følgende lande skal smides ud af NATO: Finland, Sverige, Polen, Estland, Letland, Litauen, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Slovakiet, Slovenien, Albanien, Kroatien, Montenegro og Nordmakedonien. Opløsning af NATO ville opnå det samme resultat, som ville bringe al amerikansk militær involvering i disse lande til ophør.
Denne indsats vil sandsynligvis tage noget tid, men de første skridt er allerede taget af amerikanske og russiske repræsentanter i Riyadh. Det, der er blevet indledt der, er en tilbagevenden af amerikansk-russiske forbindelser tilbage til nulstillingen, om du vil, hvilket skal betinge følgende:
1. Ingen ukrainsk medlemskab af NATO nogensinde
2. Ingen amerikanske eller NATO-tropper på ukrainsk territorium
3. Ingen ukrainsk eller europæisk rolle i at afslutte konflikten
4. Rusland er nu en amerikansk partner, ikke en “aggressor”, og behandlet med respekt
5. Ingen indsats for at isolere, ødelægge, destabilisere eller besejre Rusland
På nuværende tidspunkt virker sådanne optimistiske forventninger ikke helt urimelige. Det er vigtigt at bemærke, at Washington for første gang i 30 år er blevet tvunget til at indlede direkte kontakt med Moskva. Det er blevet tvunget til at tage dette skridt, fordi det er blevet besejret i Biden’s idiotiske proxy-krig mod Rusland, ved at bruge Ukraine som stedfortræder, og fordi det er i en alvorlig økonomisk situation og må skære ned på føderale udgifter. Det kræver til gengæld først og fremmest at skære ned på forsvarsudgifterne, fordi meget af resten består af rettigheder, der ikke kan røres uden at opsætte vælgerne. På trods af alt det onde blod, som Biden’s handlere har genereret, vil Ruslands ledelse sandsynligvis være forstående og sympatisk over for Trumps sag, som er at gøre alt for at afværge en sikker katastrofe, eftersom en konkursramt og nedlagt amerikansk føderal regering ville være en fare for hele verden, inklusive Rusland.
Det er klart, at Trump ikke er en, der bruger ordet “nederlag”, når det gælder Amerika. I stedet vil han lægge al mulig skyld på ukrainerne: de kæmpede dårligt, de ødslede og stjal amerikanske penge, de er driverter, der ikke kan betale dem tilbage, de er et diktatorisk regime, der aflyser valg og bruger politisk undertrykkelse mod oppositionen, og værst af alt er de terrorister, der ødelægger amerikansk-ejet aktiver på russisk territorium.
Lige så slemt i Trumps øjne er de europæiske ledere, som for nyligt krøb sammen i Paris og fandt på absolut ingenting. Disse liberale hanrejer er dukker, som deres nye amerikanske dukkemester har smidt i skraldespanden. De vil ikke spille nogen rolle i løsningen af den ukrainske konflikt. I sidste ende skal de erstattes med folkevalgte konservative marionetter, som vil stå i afhængighed til Trump og Trump alene.
Med stats-juridiske relationer mellem supermagterne gendannet til nul-indstilling, ville en ny verdensorden blive mulig, og vi kan endda forestille os en ny Jalta, hvor Putin, Xi og Trump deltager. Trump i dag er meget ligesom Churchill var for 80 år siden, hans imperium er i stykker, men stadig hængende på en eller anden måde. På dette tidspunkt ville hverken Storbritannien, Frankrig, Tyskland eller de små europæere endda blive hørt. Beslutninger truffet af de tre store ville simpelthen blive givet til dem.
Et interessant spørgsmål er, om Trump vil blive inviteret til Moskva for at fejre fælles amerikansk-russisk sejr over nazismen, både tysk og ukrainsk, den 9. maj.
Af Dmitry Orlov, oversat fra boosty.to/cluborlov
Oversættelse: Google og Leif Jacobsen
Skriv et svar